Malmøbureau designer Allers første kæmpesatsning på internettet
Malmøbaserede Attraction er det webbureau, der ligger bag en af Sveriges større forbrugerrettede satsninger på internettet, som lanceres inden længe. I over et halvt år har Attraction arbejdet med udformningen af hjemmesiden kupongklippet.com, som er den danskejede bladkoncern Allers første skridt ud på internettet.
Hjemmesiden skal markedsføres fra og med næste uge i en massiv kampagne i Allers 14 uge- og månedsblade, heriblandt Allers, Hemmets Veckotidning, Allas, Svensk Damtidning, Femina, Må Bra med flere. Ugebladene har et samlet oplag på godt 1,05 millioner eksemplarer, månedsbladene har 344.000, og kampagnen hævdes at nå ud til 3,8 millioner læsere. Den helt dominerende del af læserskaren er kvinder, og hensigten er at få et godt greb om den store gruppe af kvindelige forbrugere blandt læserne, som endnu ikke er særligt aktive på internettet.
Forretningskonceptet er at koble kupontilbud, som man skriver ud selv fra nettet, sammen med traditionel avisannoncering.
Attraction er repræsenteret i Malmø, Stockholm, Prag og København og arbejder primært med forbrugerorienterede webløsninger.