Malmø og København splitter regionen — og er nøglen til fremtiden
Kort sagt: Lad os sige det ligeud: København og Malmø har med en ny strategi sat resten af Øresundsregionen ud på et sidespor og skaber dyb splittelse. Det er ikke så skidt. Det kan skabe den ny dynamik, som har manglet i flere år for Øresundsregionssamarbejdet. De to hovedbyers sololøb er ligefrem nøglen til fremtiden.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør
Nogle gange ligger djævelen i detaljen og det usagte. På Øresundskomiteens nyhedsopdatering var der ikke en lyd i sidste uge, da de to hovedbyer, København og Malmø, præsenterede den ny, fælles solostrategi, Copenhagen-Malmö 2025.
Meget få andre medier var på, men ikke Rapidus, som jo hylder princippet först med nyheten -- eller inte alls. Men reelt ligger nyheden heller ikke så meget i strategien, der foreløbig mest er ord, ord, ord - som så mange andre erklæringer, men i det faktum, at København og Malmø nu har cementeret et sololøb, der har været undervejs de seneste par år.
Tolkningen af strategien indebærer, at for de to byer er deres samarbejde nu vigtigere end hensynet til resten af regionen. Det skaber selvfølgelig dyb splittelse, og det kan forklare fraværet på Øresundskomiteens nyhedsopdatering.
De vigtigste grundpiller i den nye strategi med en klar afstandtagen til det øvrige samarbejde i Øresundsregionen er følgende:
* Malmø-borgmesteren Katrin Stjernfeldt Jammeh (S) og overborgmester i København, Frank Jensen (S), lægger i en ny kronik ikke skjul på, at de taler om Köpenhamn-Malmö-regionen -- og ikke om Øresundsregionen, der ikke nævnes med ét ord. Det er et klart brud på hidtidig brand-strategi i hele Øresundsregionen og meget sigende for sololøbet.
* Det nylige investeringsmøde, Copenhagen Malmö Summit, bekræftede for borgmestrene, at de internationale investorers interesse i de to byer var stor, men at der var behov for øget samarbejde de to byer imellem. Men igen: Ikke et ord om resten af Øresundsregionen.
* Endelig fastslog borgmestrene, at Malmø og København skal være Skandinaviens økonomiske centrum og befæste sin position som Europas største universitetsregion. Det er en interessant detalje: Med den brutale aflivning af Øresundsuniversitetet og Øresund Science Region for få år siden signaleres her ønsket om at genskabe noget lignende i mini-format, men kun for København-Malmø.
Endelig har de to borgmestre flere gange fastholdt ønsket om Øresundsmetroen -- helt uafhængigt af især HH-projektet og tankerne om en forbindelse til bl.a. Landskrona. Det kræver stærkt nedsat syn og afhængighed af eksisterende Øresundssamarbejder, hvis man overser den totale splittelse i Øresundsregionen. Det gode spørgsmål er who cares?
Fraværet af statslige myndigheder i eksempelvis Øresundskomiteen har længe signaleret, at de to staters fokus for længst er kommet langt væk fra Øresundsregionen.
Men heller ikke tæt ser man den store opmærksomhed. Øresundsregionalt lammer splittelsen i øjeblikket handlekraften og vitaliteten - uden nogen ligefrem har protesteret højlydt.
Konsekvenserne vil vi derimod se på den lange bane, når det nye samarbejde for alvor viser resultater og cementeres i det øjeblik ord bliver til handling. Her er Malmø og Københavns sololøb slet ikke så tosset, ja, det er ligefrem nøglen til fremtiden.
Der sker netop det, at de to byer ved at skrælle et øvre, bureaukratisk lag af får langt større handlefrihed og dynamik til at gøre det, der er nødvendigt. I stedet for yderligere at tage to regioner og adskillige småbyer med i beslutningsprocessen, så kan de to byer nu helt af sig selv beslutte at sammenlægge indsatser eksempelvis på arbejdsmarkedet og selv turist- og erhvervsorganisationer. Fusioner af organisationer har længe har været tale fra de to byers side, men under protester fra den øvrige Øresundsregion. Det behøver de to byer ikke bekymre sig om nu.
Det betyder også, at selv om der ikke har været den store opmærksomhed om det nye samarbejde, så er de to regioner og øvrige småbyer nu nødt til at halse efter København og Malmø, hvis de vil have en fremtidig rolle i en Øresundsregion med ny dynamik. Hvis de vil, så kan København og Malmø simpelthen blive nøglen fremtiden for Øresundssamarbejdet.
Den udvikling vil vi her på Rapidus kun være glade for.