Onsdag kommer det første Øresundsarrangement, der bliver til endnu mere matchmaking og finansiering af Øresundsregionens samlede cleantech industri. Planen er, at de arrangementer skal der komme mange flere af fremover, fortæller Nicolai Sederberg Rottbøll, sekretariatschef for Copenhagen Cleantech Cluster. De har det seneste år haft møder med Malmö Cleantech City og Sustainable Business Hub, som er nærmeste, skånske pendant til Copenhagen Cleantech Cluster. Dagsordenen var at definere projekter, som får samarbejdet til at bære mest mulig frugt.
– Vi inviterer allerede til hinandens begivenheder, men vi ser kæmpe synergier i de fælles arrangementer. Regionen som helhed skaber kritisk masse, siger Nicolai Sederberg Rottbøll.
Onsdag gælder det et dansk og svensk møde i København på Det kongelige Bibliotek med Dominion Resources Greentech Incubator fra Virginia. Det er et kommercielt center, der gør adgangen lettere til USA´s marked for cleantech selskaber på et tidligt udviklingsstadie. 34 repræsentanter for bl.a. 15 danske og svenske virksomheder har meldt sig. Herunder EcoFlameProtect AB, Laqua Treatment AB, Salvator og Grundfos Holding A/S.
– Hver for sig er vi internationalt set små. Sammen skaber vi bedre mulighed for finansiering fra virksomhed til virksomhed og fra virksomhed til andre aktører, siger Nicolai Sederberg Rottbøll.
Blandt samarbejdspartnerne er ud over virksomheder også universiteter og Øresund Environment, som især skaber videndeling. Foreløbig kører samarbejdet mellem Malmø og Copenhagen Cleantech Cluster under hver deres navne.
– Men når vi markedsfører os tager vi nu gerne den store pakke med og fortæller, hvad der rører sig i hele regionen, påpeger Nicolai Sederberg Rottbøll.
Af Keld Broksø