Ideonfirmaet Lyyn har skaffet sig fem millioner svenske kroner fra de nuværende ejere. Pengene skal primært gå til øgede salgs- og markedsføringsindsatser og forventes at række frem til break-even næste efterår.
Lyyn har hidtil mest solgt sin teknik til billedbehandling under forhold med dårlig sigtbarhed til producenter af ubemandede undervandsfartøjer. Med de nye millioner på plads vil selskabet satse hårdere på at trænge ind i overvågnings- og sikkerhedsbranchen. Allerede i dag anvendes Lyyns sigtforbedringsteknik for eksempel af politi og militær.
Andreas Ekengren, medstifter og tidligere adm. dir. for Lyyn, har forladt sin operative rolle i firmaet. Samtidig er Jan-Erik Malm, tidligere markedschef for ISEC Intelligent Security i Viken nord for Helsingborg, blevet ansat til at lede salgsarbejdet på overvågningssiden.
— I starten af det nye år tror jeg, vi har ansat to personer til, heraf den ene i USA, siger Lyyns adm. dir. Bengt Sahlberg.
Tidligere har selskabet satset på break-even i 2007 eller 2008. Med satsningen på overvågningsbranchen regner Bengt Sahlberg med positivt resultat ved udgangen af næste år, og at de fem millioner i ny venturekapital vil række frem til da.
Lyyn ejes af business angel netværket Augmenta Venture Partners, Östersjöstiftelsen samt grundlæggerne og personalet. Med nyemissionen vil Östersjöstiftelsen øge sin ejerandel noget, oplyser Bengt Sahlberg.
Med Jan-Erik Malm har Lyyn fire ansatte. Ifølge Bengt Sahlberg ender omsætningen i år på 4-5 millioner kroner.
Af Erik Olausson