Lundselskab sikrer finansiering til gigtforskning…
Forskningsselskabet AnaMar Medical AB i forskerparken Ideon i Lund har sikret økonomien frem til midten af 2005. Det er hovedejeren, ventureselskabet Alestra, der investerer et tocifret millionbeløb i virksomheden.
-- Det her betyder, at vi får arbejdsro frem til midten af næste år. Vi skal øge salget af vores første produkt inden for biomarkører og er kommet et godt stykke videre med vores første lægemiddelkandidat, siger Jan Hed, nuværende adm. dir. og en af grundlæggerne.
Planen er at udlicensiere den første lægemiddelkandidat, som befinder sig i den prækliniske fase, til et større medicinalfirma i løbet af 2004.
Grundlaget for AnaMars aktiviteter er professor Dick Heinegårds og Tore Saxnes forskning på Lunds universitet omkring ledsygdommene reumatoid artritis og artrose. Forskningen har vist, at den brusknedbrydning, som sker i forbindelse med sygdommene, ikke behøver være et resultat af inflammation i leddene, men kan opstå som et uafhængigt fænomen i brusken.
Selskabets første produkt på markedet er blodtesten COMP, som påviser nedbrydningsprodukter af brusk. I 2003 blev testen solgt for omkring to millioner kroner, frem for alt i Tyskland. AnaMar håber i løbet af året at få testen godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA, hvilket er nødvendigt for at det skal kunne anvendes klinisk og ikke kun inden for forskning.
AnaMar blev grundlagt i 1998 og har i dag tolv ansatte, heraf otte i Lund. Største ejer er ventureselskaberne Alestra og LinkMed samt grundlæggerne Jan Hed, Dick Heinegård og Tore Saxne.