Qliktech er på nippet til at sprænge drømmegrænsen på 100 millioner USD i omsætning, oplyser arbejdende bestyrelsesformand Måns Hultman til Rapidus. Siden nytår er Ideonfirmaet vokset med omkring 100 personer og har åbnet kontor i både Indien og Australien.
Qliktech udvikler beslutningsstøtte baseret på virksomheders forretningsdata. Med kontoret i Østrig, som åbnede i 2007, har selskabet nu personale i 12 lande. Det er primært øget omsætning, der har gjort behovet for supportydelser på stedet større, ifølge Måns Hultman.
— Der kommer sandsynligvis flere udenlandske filialer fremover. Intet ligger fast endnu, men Brasilien er en oplagt mulighed. Og i Argentina har vi nu Coca-Cola som stor kunde, hvilket kan gøre det nødvendigt for os at øge vores tilstedeværelse der, siger han.
Hurtigtvoksende Qliktech fortsætter derudaf med en vækstrate på næsten 80 procent. I 2007 endte omsætningen på godt 80 millioner USD, oplyser Måns Hultman, hvilket kan sammenholdes med 44,5 millioner USD i 2006. Det seneste halve år er personalestyrken vokset fra godt 300 til over 400 personer. Set over en rullende 12-måneders periode regner Måns Hultman med, at virksomheden sprænger 100-millioner muren for omsætning til sommer.
— Foruden Microsoft, Oracle og nogle stykker mere er der ikke så mange softwarefirmaer i verden, som har kunne sprænge denne grænse for licenssalg, siger han.
Af Erik Olausson