Telemarketingfirmaet Nova Nordic fra Lund er blevet erklæret konkurs på egen begæring i torsdags. Selskabets adm. dir. Mohasad Faraon har ikke været til at træffe, og ikke engang konkursforvalteren ved, hvor mange ansatte firmaet har haft.
Nova Nordic blev startet omkring halvårsskiftet sidste år og skulle arbejde som konsulenter inden for IT, men også med forsikringsvirksomhed. Da de ikke blev godkendt til at arbejde med forsikringer, kastede virksomheden sig i stedet over telemarketing. De har haft kontor i Lund og solgt annoncer til Google.
Ifølge konkursforvalteren, advokat Nils-Olof Hallbäck i Lund, er der stadig meget, der er uklart i forbindelse med konkursen.
— Vi har endnu ikke noget overblik over, hvor mange der har været ansat i virksomheden. Der har været meget stor udskiftning på personalesiden, og det er uklart, om de har været ansat på prøve, midlertidigt ansat, eller hvilken ansættelsesform de har haft.
Tidligere i sidste uge blev også Invest Media i Lund AB erklæret konkurs. Det selskab har været ejet og drevet af samme person og haft samme bestyrelse som Nova Nordic. Også Invest Media i Lund har beskæftiget sig med telemarketing, og de har haft kontor i Lund og Norrköping.
Af Wivan-Kristina Sandberg