Lumitec investerer i lægemidler mod resistente bakterier
Ventureselskabet Lumitec i Lund foretager sin tredje investering. Op til 1,5 millioner svenske kroner indskydes i selskabet Neobiotics, som Lumitec har startet sammen med tre forskere i Lund og to i Polen.
Neobiotics udvikler en ny type antibiotika i form af en ganske lille peptid. Peptiden er baseret på et stof, som findes naturligt i kroppen og angriber både bakterier og virus - noget som ifølge Neobiotics' forskere er helt unikt. Forskningen har stået på i femten år ved Lunds universitet.
Peptiden har vist sig effektiv mod alle bakterier, den er blevet testet på, og der er ikke udviklet resistens. Et kommende præparat kan dermed blive et vigtigt våben i kampen mod multiresistente bakterier, som er et voksende problem.
Lumitec ejer godt 20 procent af Neobiotics og har overtaget delejerskabet fra Lunds universitets holdingselskab LUAB, som bidrog med et mindre beløb ved virksomhedens start.
Ifølge Lumitecs adm. dir. Patrik Söderlund er målet at finde en investor mere i løbet af et års tid. Neobiotics har testet sin peptid på celler og i dyreforsøg, mens forsøg på mennesker stadig ligger nogle år ude i fremtiden.