Linköpingbaserede Opic, som sælger informations- og overvågningstjenester i forbindelse med offentlige licitationer, vil inden længe etablere sig i København og Skåne. I Danmark sker det gennem samarbejdspartneren Dansk Industri, der fungerer som forhandler på det danske marked. Den 1. marts starter virksomheden op med en håndfuld nyansatte medarbejdere.
— Vi regner med, at det danske marked kan have en værdi på et par millioner i 2007, men ti gange mere på sigt, siger markedschefen Daniel Eriksson.
Til foråret skal der også åbnes en afdeling i Skåne; hvor vides ikke endnu. Med hovedkontor i Linköping og filialer i Stockholm og Halmstad har Opic allerede i dag aktiviteter over hele Sverige.
— Med dette projekt får virksomheden et større Øresundsperspektiv, en meget interessant region, siger Daniel Eriksson.
Opic, som blev grundlagt i 1999, har i dag godt 40 ansatte og omsatte sidste år for 30 millioner svenske kroner. Overskuddet efter finansielle poster endte på 3 millioner. Selskabet ejes for knap halvdelens vedkommende af det regionale investeringsselskab LinkTech i Linköping, som handles på Alternativa Aktiemarknaden. Opics adm. dir. Kenth Ericson er næststørste ejer med cirka 25 procent af aktierne.
Af Erik Olausson