Lica afbryder emission efter investor er sprunget fra
Lica Pharmaceuticals i forskerparken Symbion på Østerbro har afsluttet forsøget på at få tilført omkring 100 millioner danske kroner i endnu en finansieringsrunde. I stedet har den nuværende hovedejer, den svenske venturekapitalfond Health Cap, valgt at fortsætte finansieringen af forskningsaktiviteterne gennem konvertible lån mens man venter på at finansmarkedet skal rette sig.
For lav vurdering af selskabet er årsagen til den afbrudte emission, oplyser adm. dir. Arsalan Kharazmi. Men efter hvad Rapidus erfarer, var Lica meget tæt på at lykkes med emissionen da den tiltænkte hovedinvestor pludselig trak sig ud under henvisning til forholdene i sin egen organisation.
Forskningen hos Lica Pharmaceuticals er baseret på opdagelsen af, at et stof i lakridsrod, Licochalcone A, i laboratorieforsøg har vist sig at kunne bekæmpe malariaparasitter, mavesårsbakterier og resistente bakteriestammer.
For at fremskynde tempoet i forskningsarbejdet medvirker Lica i et delvist statsligt finansieret projekt omkring udvikling af datamodeller der tidligt skal kunne forudsige den medicinske effekt af forskellige lægemiddelkandidater. Øvrige deltagere i projektet er Dansk Toksikologi Center, Rigshospitalet, Københavns Universitet og Danmarks Pharmaceutiske Højskole.