Firmaet Lindberg Implants i Krinova i Kristianstad fremstiller i denne uge sine første tandbroer til salg. Samtidig er virksomheden inde i en afgørende fase, hvor behovet for penge er blevet akut.
Fra starten var ideen, at de masseproducerede broer skulle have været lanceret i efteråret, men indkøringen af maskinerne har trukket ud. Og nu er selskabets fremtid uvis, hvis de ikke får tilført flere penge snart.
— Vi håber at få penge fri fra skattevæsnet; de tilbageholder en million i momsrefusion, siger Lindberg Implants’ adm. dir. Jan G. Nilsson, som måske er mest kendt som grundlægger af Lundfirmaet SwitchCore.
Implantatfirmaet er også på jagt efter en større sum penge – mellem 20 og 30 millioner SEK, oplyser Jan G. Nilsson.
— Men de større investorer, som kigger på virksomheden, er længere tid om at træffe en beslutning, siger han.
I denne uge fremstiller og leverer virksomheden en halv snes tandbroer, som er bestilt af to forskellige dentallaboratorier, et i Uppsala og et i Kristianstad. Maksimal produktionskapacitet er i øjeblikket 25 broer per uge; hvis den skal hæves, kræves der yderligere en maskine og flere ansatte. I dag arbejder der ni personer i firmaet.
Tandbroerne laves på samme måde som visse komponenter til landingsstellene i flytypen Boeing 737. Konstruktionen opbygges ved at tynde lag metalpulver smeltes sammen efter en 3D-tegning af tandbroen. Oven på metalrammen fastgøres tandfacaden.
Af Wivan-Kristina Sandberg