Kort sagt: Michael Fabri, adm. dir. for Skånes nye markedsføringsselskab Position Skåne, bliver nødt til at løse en række strategiske problemer for at arbejdet skal blive en succes. Kernepunktet er den tofrontskrig han skal føre mod vest og øst.

Desuden kræves der mere nytænkning for at Position Skåne skal blive bedre end blot summen af de to sammenlagte organisationer for erhvervsliv og turisme.

Af Thomas Frostberg

Indrømmet, der ligger en hel del nytænkning bag sammenlægningen af Skånes turistråd og Region Skånes enhed for investeringsfremmende tiltag. Den klassiske måde at arbejde på er stadig i to særskilte organisationer. Sådan ser det for eksempel ud i København med Copenhagen Capacity til erhvervsspørgsmål og Wonderful Copenhagen til turismen.

Men selv om den nye skånske model er spændende, er det i sig selv ikke nok. Der kræves mere fornyelse for at garantere succes. Mere om det lidt senere, men først noget om Fabris kommende tofrontskrig.

Det evige journalistspørgsmål ved alle skånske markedsføringsfremstød er hvordan de skal kunne konkurrere med Københavns ressourcemæssigt betydeligt stærkere organisationer.

Ti gange ud af ti bliver svaret det undvigende: ”Vi vil både samarbejde og konkurrere, afhængigt af situationen.” Det gælder også Fabris svar, men han indrømmer dog at Skåne er nødt til at ”hvæsse kløerne”.

Ganske vist kan det betale sig at samarbejde i internationale sammenhænge for at profilere Øresundsregionen, men endnu har ingen bevist at ”Øresund” er et stærkere varemærke end ”Copenhagen”. Og i sidste instans kører hver side alligevel sit eget løb for at få den størst mulige andel af både virksomhedsetableringer og turistkroner.

Hidtil har København vundet det meste, og Skåne er nødt til at blive barskere på vestfronten.

Mindre kendt er problemerne på østfronten. Position Skåne blev stiftet med møje og besvær og først efter lang tids overtalelse af flere kommuner i det østlige og nordøstlige Skåne. De frygter at hele fokus nu vil hvile på Malmö, Lund og Helsingborg.

Frygten er sikkert velbegrundet, men den nuværende attitude risikerer at virke paralyserende. I alle tænkelige sammenhænge bliver betydningen af en retfærdig fordeling og balance i Skåne fremhævet. Når Regions Skånes udviklingsnævn træffer beslutning om økonomisk støtte, skal balancekravet være opfyldt.

Risikoen er at Skånes spidskompetencer på high tech-området ikke kommer ordentligt frem. Det er umuligt at lukke øjnene for den kendsgerning at de stadig primært er koncentreret omkring Lunds universitet og Lunds tekniska högskola. Dette faktum risikerer at drukne i et udflydende billede af hele Skåne som vækstcentrum. Balancekravene må løses på andre måder end gennem retfærdig fordeling, blandt andet i form af bedre infrastruktur.

Hvis ikke Fabri omgående markerer en tydelig og uafhængig linje i dette spørgsmål, risikerer arbejdet at blive lammet af lokalpatriotisk motiverede krav fra den politisk dominerede bestyrelse.

Det fører os videre til spørgsmålet om fornyelse.

Hvor ideen med at sammenlægge erhvervs- og turistspørgsmålene føles ny og frisk, så er sammensætningen af bestyrelsen mildt sagt mosgroet. Den består af en række toppolitikere der dukker op i de fleste sammenhænge.

Spørgsmålet er hvor meget tid de rent faktisk vil have til netop denne opgave, og om politiske meriter alene virkelig er det mest kvalificerende når det gælder om at styre et markedsføringsselskab.

Ganske vist har man medtaget nogle repræsentanter for erhvervslivet i bestyrelsen, men med al respekt for Per Belfrage (Medicon Valley Academy) og Svend Holst Nielsen (Unilever Sverige og Sydsvenska Industri- och Handelskammaren), så er de hverken nye eller overraskende navne. Der er særdeles kompetente, men behøver ikke optræde i alle sammenhænge. Der må være flere at vælge imellem.

For at positionere Skåne i fremtiden kræves der mere nytænkning, blandt andet ved at sætte fokus på de personer som driver udviklingen fremad i regionens forskellige hich tech-brancher.