Kraftig stigning i bidrag til årets Venture Cup
Antallet af bidrag til forretningskonceptkonkurrencen Venture Cup Øresund er steget kraftigt i år. Der er kommet omkring 180 bidrag ind sammenholdt med cirka 130 i løbet af første etape sidste år.
Stigningen skyldes blandt andet at Lunds tekniska högskola, LTH, er kommet med som arrangør her i efteråret, ifølge Hanna Christensson, ansvarlig for Venture Cup Øresund. Antallet af bidrag fra LTH er blevet fordoblet og har medvirket til at de svenske bidrag udgør godt 70 procent. Samtidig kan en reorganisering i den danske del af konkurrenceorganisationen have medvirket til færre bidrag.
Konceptforslag inden for bio-, miljø- og kemiteknik er steget i år, og det samme gælder sundhed og sygepleje. Koncepter i grænselandet mellem media, kunst og design er også steget, mens IT og telekom, trods branchens krise, stadig udgør en stor andel.
Omkring 65 procent af bidragene kommer fra studerende, 15 procent fra forskere og 20 procent fra erhvervslivet. Tilknytningen til det akademiske miljø er stærkere i år end før.
Ti vindere i første etape belønnes den 12. december med 5.000 svenske kroner hver. Den 6. marts afgøres etape to i København, og den store finale afholdes den 15. maj i Malmö.