Cepa Mobility fra København, som udvikler mobilteknik til bevægelseshæmmede, har været ekstremt tæt på at gå konkurs. Nu håber firmaet, at en præsentation på mobilmessen i Barcelona kan give dem en frisk start.
Virksomhedens hovedprodukt er den specielle håndcomputer CepaCom, der kan monteres på kørestole og hjælpe den handikappede med at benytte sin mobiltelefon. Hver enhed koster omkring 20.000 kroner og er i alt solgt i cirka 100 eksemplarer.
De 1,4 millioner kroner, som tidligere er modtaget fra Teknologisk Innovation, i dag Syddansk Teknologisk Innovation, brugte Cepa op i udviklingsfasen. Virksomheden har i dag derfor intet kontor; i stedet arbejder de involverede hjemmefra uden løn.
— Vi kunne have valgt at gå konkurs, men af hensyn til vores eksisterende kunder gjorde vi ikke det, siger adm. dir. Niels Martensen.
Cepa er som det eneste firma i Øresundsregionen blevet nomineret til konkurrencen Mobile Premier Awards. Dermed får de mulighed for at tage til den store mobilmesse i Barcelona om knap to uger for at præsentere deres teknik. Målet er at øge interessen for teknikken og finde en partner i kørestolsbranchen.
Firmaet Color Monkey fra væksthuset Minc i Malmö var nomineret af netværket Mobile Monday til samme konkurrence, men gik ikke videre til Barcelona.
Af Anders Frick