Efter flere år med stadig færre konkurser i Skåne ser trenden nu ud til at være vendt. I løbet af årets første måneder steg antallet af skånske konkurser med over 50 procent, sammenholdt med knap ni procent i Sverige som helhed.
Under de stærke konjunkturer mellem 2003 og 2007 faldt antallet af konkurser i Skåne med næsten 30 procent. Men i den seneste tid har stadig flere virksomheder vendt bugen i vejret igen. I løbet af januar og februar i år blev gennemsnitligt mere end tre virksomheder erklæret konkurs hver dag i Skåne. Samlet drejer det sig om 146 virksomheder, en stigning på godt 50 procent i forhold til samme periode sidste år. Det fremgår af statistik fra Institutet för tillväxtpolitiska studier, ITPS.
— Det er når konjunkturerne er tæt på toppen, at der gennemføres over- og fejlinvesteringer. Det går siden hen ud over virksomhedernes indtjeningsmarginal, siger Peter Vikström, statistikchef hos ITPS.
Af de konkursramte firmaer i Skåne fandtes knap 18 procent i den konjunkturfølsomme byggesektor. Næsten en fjerdedel drev virksomhed i en uspecificeret branche.
Antallet af konkurser i Danmark steg med 20 procent i løbet af 2007 til 2.386 styk. Men selv om de skånske konkurser nu er steget mere end landsgennemsnittet siden december, vil Peter Vikström ikke tale om et egentlig trendbrud endnu.
Af Kristian Svensson