Når Øresundskomiteen, Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd i eftermiddag på Christiansborg i København indbyder til konferencen Færre grænsehindringer — mere vækst! bliver det i skyggen af nye tal, som dokumenterer, at dansk og svensk økonomi går glip af mindst 1 mia. kr. årligt ved ikke at løse blot tre af et halvt hundrede grænsehindringer. Det viser nye beregninger som Copenhagen Economics har gennemført for Øresundskomiteen og Øresunddirekt.
På den baggrund er det aktuelt, at Folketingets delegation til Nordisk Råd vil bremse kommende grænsehindringer i et nyt beslutningsforslag, der også præsenteres på konferencen i dag og fremlægges ved en folketingsdebat fredag. Forslaget med bred opbakning på forhånd vil sikre et serviceeftersyn, der skal bremse nye grænsehindringer i Norden. Eftersynet skal ske inden fremsættelse i Folketinget, så man undgår lignende milliardtab som disse:
Øresundsregionen går glip af en halv milliard fordi ikke EU-borgere i Sverige forbydes at arbejde i Danmark.
Dansk og svensk økonomi taber årligt 280 mio. kr. fordi blot tre af flere uddannelser ikke godkendes på tværs. Her gælder det elektrikere, VVS-folk og lokoførere.
Deltidsarbejde på tværs af sundet for to forskellige arbejdsgivere er i dag umuligt pga. skatten, og det koster dansk og svensk økonomi omkring 190 mio. kr. årligt.
»Enten er vi ligeglade. Eller også fjerner vi barriererne. Det sidste kunne måske fordoble Øresundsregionens vækst på 10 år,« siger Øresundskomiteens direktør, Finn Lauritzen.
Manu Sareen, dansk minister for nordisk samarbejde, vil også udnytte vækstpotentialet.
»Den nuværende krise er alle tiders argument for et serviceeftersyn af lovgivningen og en ny energi i bekæmpelsen af de barrierer, der burde være løst for længst. Jeg ser frem til konferencens input i dag og folketingsdebatten fredag. Der er økonomisk fornuft i at sikre fremtidig lovgivning mod grænsebarrierer. Især er det vigtigt med et frit, indre arbejdsmarked i Øresundsregionen,« siger Manu Sareen.
Af Keld Broksø