IT-firma i Malmö får sin første kunde i Danmark
Loyalty Group i Charlottenlund tager turen over Øresund for at købe et publiceringsværktøj til sit virksomhedssite. Valget faldt på Lemoon fra Malmövirksomheden Mindroute som dermed får sin første ordre i Danmark.
Mindroutes adm. dir. Rickard Hansson er meget tilfreds, selv om det ikke drejer sig om nogle større beløb. Derimod giver handlen en reference på det danske marked. Selskabet fører en dialog med nogle danske reklamebureauer som har ønsket at se løsningen anvendt af en dansk kunde, før de selv begynder at arbejde med den.
-- København er en rigtig storby. Hvis vi kan etablere os på det marked, har vi regional tilstedeværelse, hvilket vi ikke har i f.eks. Stockholm, siger Rickard Hansson, som håber at kunne underskrive en partneraftale med mindst et dansk reklamebureau i løbet af efteråret.
Loyalty Group har siden starten af 90'erne foretaget loyalitetsmålinger blandt kunder og medarbejdere for blandt andre Københavns Lufthavne, SAS, DFDS, Tryg, Codan, Nycomed, Volvo og Chrysler.