Foreningen IT-Branchen Oresund har efter sit første bestyrelsesmøde besluttet at sætte løsningen af Øresunds barriereproblemer for IT-branchen i front som katalysator for harmoniseringer for hele Danmark og Sverige. Det gælder skatte- og virksomhedsskatteregler, tilskudsordninger og betingelser for nye virksomheder. IT-Branchen Oresund er stiftet IT-Brancheforeningen i Danmark og Sveriges IT-Företagen. Målet er at gøre regionen attraktiv for IT-virksomheder.
— Og der skal mere ens rammebetingelser til. Hvis en amerikansk virksomhed vil slå sig ned og finder to regioner frem for én, så kan det være, at den bakker – og vil til Holland i stedet, siger næstformanden for IT-Branchen Oresund, Jørgen Bardenfleth, som i Danmark er direktør for Hewlett-Packard A/S. Formand er direktør Henrik Thorsell fra Sigma Education AB i Sverige.
IT-Branchen Oresund er dannet af to landsdækkende IT-foreninger netop for at understrege, at harmoniseringer skal gælde begge, hele lande fra syd til nord.
— Man kan ikke trække en skatteforskel ned gennem Storebælt, som Jørgen Bardenfleth siger.
IT-Branchen Oresund vil også sikre rekruttering på tværs af regionen, og den vil have, at regionen IT-, uddannelses- og forskningsmæssigt er med fremme. IT-Branchen Oresund samarbejder med IT-Øresund, som arbejder med IT fra en forsknings- og uddannelsesvinkel, mens IT-Branchen Oresund ser arbejdet fra en virksomhedsvinkel.
Ud over formand og næstformand har IT-Branchen Oresund i bestyrelsen Preben Engell fra IDG A/S, Rolf Persson fra WM-data AB, Vagn Majland fra Sigma AdmIT A/S, Niels Barfod fra Børsen A/S og Gert Nordqvist fra WM-data A/S.