IO Interactive blev Årets Rapidusvirksomhed 2002
IO Interactive fra København, der udvikler computerspil og andre digitale underholdningskoncepter, er blevet udnævnt til Årets Rapidusvirksomhed 2002. Prisen blev uddelt fredag aften til Rapidus' treårs fødselsdagsfest på restaurant Ekmans i Malmö.
IO Interactive får prisen for en ubændig vækst i et selskab med et koncept og en strategi der bogstaveligt talt sprænger grænser, både branchemæssigt og geografisk, i en fremvoksende industri der sjældent høster anerkendelse i det etablerede erhvervsliv.
-- Det kan virke mærkeligt at give prisen til et selskab som IO Interactive, men de er så meget mere end bare et spiludviklingsfirma og repræsenterer kompetence fra flere forskellige brancher. Computerspilindustrien har en vigtig rolle at udfylde i Øresundsregionens fremvoksende TIME-knudepunkt, siger jurymedlemmet Björn H. Lindbäck, strategikonsulent i XLNS Consulting Group.
IO Interactives produkter Hitman og Hitman2 har fået stor opmærksomhed for deres salgssucces, men som virksomhed får de kun ganske lidt omtale. Juryen har lagt særlig vægt på virksomhedens evne til i praktisk arbejde at forene kreativitet, kvalitet og effektivitet.
-- Der er ingen tvivl om at IO Interactive også som selskab er en forretningsmæssig succes og derfor en klar vinder, siger juryens Arne R. Steinmark, chefredaktør for Biotech Denmark.
Yderligere tre virksomheder kvalificerede sig til juryens finalerunde, og ifølge Rapidus' tradition fik de en særskilt omtale. Uden indbyrdes rangorden: Anox i Lund, HemeBiotech i Hillerød og Apptus Technologies i Lund.
-- Det føles ekstra vigtigt i år at vise at der faktisk er masser af innovative selskaber i Øresundsregionen som desuden har succes, siger Inger Larsson, jurymedlem og seniorkonsulent hos Aspekta.
De øvrige medlemmer i juryen er Rapidus udgiver og chefredaktør Thomas Frostberg, formand i juryen, samt Jan Wifstrand, bestyrelsesformand i Rapidus.
IO Interactive blev stiftet i 1997/98 gennem et tæt samarbejde mellem iværksætterne i Reto-Moto og Nordisk Film som indskød opstartskapital. Selskabet kontrolleres stadig af grundlæggerne og medarbejderne, men har forlagskoncernen Egmont som delejer med godt 40 procent.
I 2001 omsatte IO Interactive for 28,8 millioner kroner. Både omsætning og resultat er vokset nærmest eksplosionsagtigt i 2002.