Innovative Danmark på USA-turné – Fogh Rasmussen i eksklusivt interview

Kort sagt: Danmark har det seneste år gjort alvor af det, alle lande og regeringer taler om lige nu - forsøgt at skabe konkurrenceevne ved at stimulere innovation og iværksætteri.

I Danmark nedsatte regeringen, under statsminister Anders Fogh Rasmussens ledelse, et grænseoverskridende Globaliseringsråd. På bare et år blev der udarbejdet flere hundrede forslag til forandringer, forslag som regeringen nu er godt i gang med at gennemføre.

Et led heri er en markant styrkelse af den danske tilstedeværelse i Silicon Valley ved at åbne Innovation Center Denmark - en slags kommerciel ambassade - i Palo Alto. I denne uge besøgte Anders Fogh Rasmussen også Californien for at lære mere om, hvordan tingene foregår i verdens måske mest kreative højteknologiområde.

Af Thomas Frostberg

SILICON VALLEY-SACRAMENTO. Da Rapidus som eneste medierepræsentant tager plads i statsministerbilen til et eksklusivt interview, har Anders Fogh Rasmussen netop indviet en ny vindmøllepark i Californien. Otte eksemplarer af verdens største vindkraftværk er begyndt at snurre, og udstyret kommer naturligvis fra Vestas Wind Systems.

Fornybar energi og miljøspørgsmål står klart i fokus for det danske statsministerbesøg i Californien, og spørgsmålet var også oppe at vende, da Fogh og præsident Bush tog en fælles cykeltur på Camp David i sidste uge. USA har kort sagt en hel del at lære af Danmark, mener Fogh. Men lad os begynde i den anden ende - hvad kan Danmark, Skandinavien og Europa lære af USA?

Det interessante er, at Fogh ikke nævner faktorer som skatter og finansiering af nye virksomheder før ganske sent i interviewet, som varer i næsten en times tid under bilturen fra Vestas' vindmøllepark til Novozymes' anlæg i Davis tæt på deltstatshovedstaden Sacramento. Her arbejder enzymvirksomheden med at gøre nye biobrændstoffer effektive.

I stedet er det ”bløde spørgsmål” som at skabe et bedre iværksætterklima og iværksætterånd, der kommer øverst på statsministerens liste. USA har en kultur, hvor succesfulde virksomhedsejere får anerkendelse, mens man i Danmark ofte mødes af misundelse. Janteloven er stadig stærk, ifølge Fogh. For at forsøge at ændre på det forhold, skal iværksætteri nu ind i uddannelserne, allerede fra den tidlige skolealder og hele vejen op til universitetsstudierne. Det er et af forslagene fra det 26 personer stærke Globaliseringsråd, som blev udpeget sidste forår.

Statsministeren har selv været formand og rådet har bestået af repræsentanter fra erhvervslivet, fagforeninger, universiteter og forskningsverdenen. Microsofts adm. dir. i Danmark Jørgen Bardenfleth har diskuteret globaliseringens muligheder og udfordringer med blandt andre Københavns universitets tidligere rektor Linda Nielsen, Dansk Industris adm. dir. Hans Skov Christensen samt LO's formand Hans Jensen for blot at nævne nogle få. Dermed skulle de forslag, som fremlægges, allerede fra starten være godt forankrede og ikke være specielt vanskelige at gennemføre i praksis.

Den eneste mangel i rådets sammensætning er, at kun én repræsentant for de små iværksættervirksomheder har fået plads, mens fem ministre indgår i gruppen. Men forskellen er alligevel åbenlys i sammenligning med Sverige og den måde, hvorpå den svenske regering håndterer kontakterne til erhvervslivet eller den energi, som man (ikke) har lagt i innovations- og iværksætterspørgsmålene det seneste år.

Hvad kan USA så lære af Danmark? At Fogh fremhæver alternative energikilder er måske ikke så forbavsende med tanke på Vestas' globale succes. Californien er desuden det helt rigtige sted, eftersom guvernør Schwarzenegger har anlagt en miljøprofil, der anses for at gå betydeligt længere end præsident Bush's miljøudspil i State of the Union i starten af året.

Mere bemærkelsesværdigt er dog forklaringen på den danske succes på energiområdet - ifølge Fogh er det lykkedes Danmark at kombinere 25 års økonomisk vækst med nulvækst i energiforbruget. ”Skatter og reguleringer” hedder opskriften, erkender den borgerlige statsminister med et lidt tøvende smil. Høj beskatning af energi i kombination med regler for blandt andet nybyggeri har gjort det lønsomt at investere i mere effektiv energiudnyttelse og nye energikilder.

Lige netop en højbeskatningsopskrift vil det nok være svært at forsøge at eksportere til USA, så det har Fogh ikke engang taget op under sine møder med Bush. Derimod burde amerikanerne kunne hente inspiration fra et velfærdssystem, som øger bevægeligheden på arbejdsmarkedet i kraft af de underliggende tryghedssystemer med alt lige fra børnehavepladser til arbejdsløshedsforsikringer. Når man tænker på, hvad man får for pengene, er de høje danske skatter egentlig OK, mener Anders Fogh Rasmussen. En ganske bemærkelsesværdig udtalelse fra den danske statsminister - ikke mindst under en promotion tour i USA.

Alting er nu ikke perfekt i Danmark, og Fogh har naturligvis sine egne grunde til at male et bestemt billede under sit besøg. Det vil desuden tage tid, før resultatet af Globaliseringsrådets arbejde slår igennem, så man kan se, om det overhovedet får den tiltænkte effekt.

Men pointen er egentlig primært, at den danske politiske debat er præget af en helt anden interesse - og ikke mindst handlekraft - når det gælder de spørgsmål, som er afgørende for fremtiden. Her fremstår Danmark, sammen med blandt andre Finland, som lidt unikke i en europæisk sammenhæng.

På både skandinavisk og regionalt plan ville det være ønskværdigt, om bare en smule af dette fremsyn kunne smitte på tværs af Øresund. Men desværre går der stadig en mental barriere ved brohovedet, som forhindrer virkelig radikale samarbejdstiltag. Mere om det i næste uges nyhedsbrev...

Thomas Frostberg er Rapidus' chefredaktør og udgiver. Dette forår arbejder han som erhvervsjournalist på San Francisco Chronicle inden for rammerne af et Stanford-program for journalister, der dækker innovationsspørgsmål.

Flere tanker om livet i Silicon Valley findes på bloggen http://frostberg.blogsome.com

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: