Den planlagte børsnotering af cancermedicinalfirmaet TopoTarget i forskerparken Symbion bliver ikke til noget i år. Det bekræftede Jesper Zeuthen, adm. dir. for BankInvests biotekfond, i forbindelse med Rapidus’ morgenmøde i dag.
BankInvest og svenske Health Cap er TopoTargets hovedejere. De er parat til at indskyde penge, så selskabets kassebeholdning rækker i endnu to år, selv uden en børsnotering. Ifølge Zeuthen ligger der dog et prospekt klar, som kan bruges når markedet bliver bedre, og han håber, at noteringen kan finde sted i løbet af foråret.
— For et selskab som dette vil man egentlig have omkring en milliard på børsen, og det er ikke aktuelt lige nu. Markedet er vældig risikouvilligt.
De seneste måneder har på flere måder været en succes for TopoTarget. Selskabet har blandt andet indgået en multimillionaftale med det amerikanske biotekfirma Curagen og med National Cancer Institute om udvikling af stofgruppen HDAC-inhibitorer.
I mandags meddelte TopoTarget, at de amerikanske myndigheder har bevilget et nøglepatent til behandling med virksomhedens første produkt Topotect, et middel mod de sår der kan opstå ved kemoterapi. Topotect forventes at nå ud på markedet tidligt i 2006 efter forsinkelser der skyldes, at adgangen til grundsubstansen har været blokeret af amerikanske medicinalfirmaer. TopoTarget skal nu selv producere stoffet.
(Et længere referat fra morgenmødet følger senere i dag.)