Københavnske Immediad med 10 ansatte går nu efter at få en svensk salgspartner – og optimalt set i Malmø. Immediad fik i februar 2008 et kapitalindskud på 10 millioner kroner fra statslige Vækstfonden, og søgningen efter en svensk partner er led i den vækststrategi, som kapitalindskuddet gav mulighed for.
Seneste regnskab fra 2007 viste en omsætning på fem millioner og beskedne, sorte tal på bundlinjen. Immediad har store kunder i Danmark som Coca-Cola, Carlsberg, Royal Copenhagen. Hertil bruger danske hospitaler Immediads fladskærmsteknologi til patientinformation, ligesom DSB bruger Immediads systemer til oplysning for togpassagerer.
— Det vil være svært for os alene at komme på det svenske marked. Derfor er det en fordel for os at gå i tæt samarbejde med en spiller på det svenske marked, som har markeds- og kundeadgang og base i software, hardwareopsætning og support, siger direktør Thomas Lykke Grube, som selv har en baggrund fra telekommunikation, senest som direktør for strategi og forretningsudvikling i TDC Mobil.
Ud over søgningen efter en partner i Sverige har Immediad i dag salgskanaler i Slovenien, Cairo og Dubai – foruden i Chennai i Inden, hvor der er kommet software udvikling fra.
— Det er en tilfældighed, at vi ikke er begyndt på de nære markeder som Sverige først. Salgskanalen i Indien kom direkte i forlængelse af vores kontakt der, og de øvrige salgskanaler er nogle, som selv har fundet os via nettet, forklarer Thomas Lykke Grube.
Af Keld Broksø