Biotekselskabet Mitra Medical i Ideon i Lund blev i mandags erklæret konkurs, godt ti år efter starten. Hovedinvestorer har været Inter Ikea, InnovationsKapital og Industrifonden. Mitra Medical har været under afvikling siden starten af året, men pengene rakte ikke til en kontrolleret nedlægning. I stedet besluttede bestyrelsen at indgive konkursbegæring. Syv personer mister deres job.
— Vi havnede i en situation, hvor markedet ikke viste nogen interesse for at investere. Det tog for lang tid at nå frem til et kommercielt produkt, konstaterer bestyrelsesformand Thomas Axelsson.
Adm. dir. Bengt E. B. Sandberg afgik i januar og er skuffet over hovedejeren Inter Ikea, som også er en af grundlæggerne.
— De besluttede pludselig, at de ikke ville skyde flere penge ind. Vi havde planlagt en kontrolleret afvikling, hvor vi ville rykke over i en mindre virksomhed med tættere tilknytning til forskningsverdenen. Inter Ikea skulle stille penge til rådighed til en sådan afvikling, men fortrød siden hen, siger Bengt E. B. Sandberg.
Mitra Medical har været aktive i godt ti år og har flere patenter inden for både medicin og medicoteknisk udstyr. I sortimentet indgår blandt andet et apparat til blodrensning. Konkursforvalteren Bo Ahlenius vil nu forsøge at sælge patenterne. Han har endnu ikke nået at fordybe sig i sagen, men har arbejdet med de akutte spørgsmål såsom lønninger.
Rapidus har tidligere fortalt, at Mitra Medical ændrede fokus og skilte sig af med personale. Tre personer blev opsagt i foråret 2006, da virksomheden skiftede fokus fra at have udviklet antistoffer mod cancer, forstærket med radioaktive stoffer, til cellegiftforstærkede antistoffer. Denne kursændring er altså ikke slået igennem.
Af Malin Nävelsö