Designfirmaet Hövding flytter fra Malmövæksthuset Minc tværs over Yttre hamnen til ti gange så store lokaler i industribygningen Saltimporten i Malmö. Efter fire års udviklingsarbejde går virksomheden ind i slutspurten forud for lanceringen af deres hemmelige cykelhjelm næste forår.
— Vi har fået pladsmangel nu, og vi havde blandt andet brug for vores eget atelier. Og så ville vi sidde i et gammelt industrilokale med havudsigt for at kunne skabe skønne miljøer, siger Anna Haupt, en af Hövdings to grundlæggere og hovedejere.
Siden kapitaltilførslen i sommer på næsten 10 millioner SEK er Hövding gået fra fire til syv ansatte, og ifølge Anna Haupt søger man nu efter en logistiker og en designer. Produktionen af cykelhjelmen er indledt i Portugal, Tyskland og Østrig. Visse dele er på prototypestadiet, andre er færdige, men fremstilles kun i lille målestok til sikkerhedsafprøvninger. På sigt skal hjelmen CE-mærkes, den europæiske sikkerhedsmærkning som åbner op for hele EU’s marked.
Den seneste kapitalrunde har sikret Hövdings finansiering frem til lanceringen, herefter skal der bruges flere penge. Selskabet planlægger derfor en ny emission til efteråret. Hidtil har virksomheden været finansieret af business angels fra Almis netværk samt af holdingselskabet LMK Industri, som indskød godt halvdelen af beløbet i den seneste emission. Hovedejerne er de to grundlæggere Anna Haupt og Terese Alstin.
Af Lisa Kirsebom