Med afsæt fra et godt boom i ordrebogen vil House Of IT i Valby i København efter fire års pause igen prøve at ekspandere i Sverige.
— Det går godt i Norge og Danmark nu, og derfor er det helt tosset ikke at prøve i Sverige også, siger partner Michael Lorentzen fra House of IT, som med softwareløsninger laver infostandere med touchskærme og webcams til firmaer og offentlige institutioner som hospitaler.
Herunder har Gentofte Hospital netop købt et system, der også kan printe en rutevejledning ned gennem de lange hospitalsgange. Det gør det nemmere for patienter, og sparer ressourcer for de ansatte, der ellers skulle bruge tid på at vise vej. Bl.a. de løsninger skal nu eksporteres til Sverige.
— Det er oplagt, at vi skal ind i enten Malmø, Göteborg eller Stockholm. Stedet er ikke så vigtigt, men det er vigtigt, at vi nu får fat i de personer eller det firma, som tror på vores ide i Sverige, siger Michael Lorentzen.
Indtil 2006 Havde House of IT en enkelt dansker boende i Sverige, som tog sig af forretningerne over sundet, men pladsen har stået helt tom i Sverige siden da. Michael Lorentzen tror ikke så meget på ideen med at ordne salget i Sverige fra København – selv om der er få svenske kunder i butikken. Forskelle i markedet, lovgivningen og erhvervskulturen gør indfødte svenskere bedst egnede til salget der, mener han.
House Of IT er netop flyttet til nye og bedre lokaler i samme bygning i Valby, og optimismen fejler ikke noget. Michael Lorentzen venter en omsætning på 10 millioner DKK i år mod kun seks millioner i kriseåret 2009. Årsagen til optimismen skyldes, at der allerede på nuværende tidspunkt i år er ordrer inde for 5,5 millioner DKK i Danmark, hvor House Of IT har seks medarbejdere. Hertil er der ligeledes seks ansatte hos partneren i Norge – men altså endnu ingen i Sverige, hvor søgningen er i gang.
Af Keld Broksø