Kort sagt: Programmet for det danske formandskab i 2005 for Nordisk Ministerråd er konkret og anvendeligt. Der er ny, frisk fokus på uddannelse, innovation og udvikling af samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv samt kamp mod nordiske barrierer for erhvervslivet. Øresundsregionen har brug for det hele. Derfor bør virksomheder, erhvervs- og uddannelsesorganisationer puste det danske formandskab i nakken, hvis de ambitiøse mål er i fare for at ende med tomme erklæringer.
Af Keld Broksø
Hvis blot halvdelen lykkes af det program, som det danske formandskab i 2005 for Nordisk Ministerråd har sat sig for, så er det et tigerspring for nordisk samarbejde, og ikke mindst for Øresundsregionen: Formandskabet har valgt en klar, frisk fokus på uddannelse, innovation og udvikling af samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv – samt ikke mindst nedbrydning af barrierer for erhvervslivet. Det sker i modsætning til det svenske formandskab i 2003, hvor temaet kort fortalt var under den mere blafrende overskrift integration, og Islands formandskab i 2004 med det heller ikke nær så anvendelige tema nordiske ressourcer. Svenskerne skal have den ros, at de satte Poul Schlüter i gang som barriereombudsmand i 2003, men det bliver her i 2005, at arbejdet målrettes mod erhvervslivets barrierer.
De nordiske lande har på skift formandskabet for samarbejdet mellem regeringerne i Norden, og samarbejdet foregår til dagligt i Nordisk Ministerråds sekretariat ved Nyhavn i København. Det danske formandskabs nye, klare fokus har derfor også et centralt, geografisk afsæt i Øresundsregionen med nu både sekretariat og formandskab samlet i København. Den synergi skal udnyttes, og det vil tale for, at det lykkes danskerne at skabe mere gennemslagskraft end set under Islands og Sveriges formandsperioder. Men tungest for en dansk gennemslagskraft vejer den klare fokus. Problemet er dog som altid med Nordisk Ministerråd, at beslutninger kræver konsensus. Det kræver derfor et stærkt lederskab at trumfe beslutninger igennem.
Men lige uden for døren i Øresundsregionen er der eksempler på innovation på tværs, som kan bruges som argumenterer for alt det regionale samarbejde, som Nordisk Ministerråd med dansk formand slår sig op på. Brug derfor Øresundsregionen, trafikminister Flemming Hansen!
Han står i spidsen for formandskabet, og her er et problem for gennemslagskraften: Det var hensigtsmæssigt, hvis erhvervs- eller videnskabsministeren i stedet havde taget roret set i lyset af formandskabets fokus. Men lad det nu ligge. Formandskabets fokus er rigtigt set – også som svar på, hvad man kan bruge det nordiske samarbejde til, når det reelt står i skyggen af EU: Programmet påpeger, at Nordens rolle i globaliseringens, internationale arbejdsdeling findes ved at styrke videnssamfundet. Det sker under titlen »Norden i en ny tid: Viden, dynamik og samarbejde«.
Blandt mange delemner er det værd at fremhæve tankerne om at fremme innovation og forskning, for faktisk er den fokus ret fantastisk! Det er præcis grundtanken i mange vækststrategier for Øresundsregionen. Og når man så i sund skepsis stiller spørgsmålet om, hvad der skal gøres konkret, så er der også flere svar på det.
Nøgleordet er fjernelse af grænsehindringer, hvor Poul Schlüters arbejde har en central rolle. Blandt andet arbejder han for skattemæssigt at lette ventureselskabers operationsmuligheder på tværs i Norden. Det er eksempelvis svært at flytte et investeringsobjekt til et andet nordisk land.
Formandskabet tager også fat på mulighederne for at etablere nordiske koncerner uden at det som i dag forudsætter juridiske enheder i hvert enkelt land.
Formandskabet vil tillige skabe et dialogforum om forskning og innovation til at drøfte en nordisk innovationsindsats, og organisering af samarbejdet mellem forsknings- og næringssiden. Også ens regler for måleinstrumenter og gensidig anerkendelse af erhvervsuddannelser står på listen.
Et centralt krav fra det danske formandskab er mere effektivitet i nordisk samarbejde. Store dele af ministerrådets budget er bundet i faste, årlige aktiviteter – uanset om man har brug for dem eller ej. Her vil det danske formandskab rydde op, ligesom formandskabet lægger op til en slankere struktur.
Det danske formandskab har med mange af de nævnte satsninger (og en hel del unævnte!) vist et nødvendigt mod til at reagere på globalisering og konkurrencen ikke mindst fra de øvrige EU-lande.
Norden kan kun vinde ved at udnytte synergien i et samarbejde om innovation, uddannelse og erhvervsliv. Når der alligevel står en vis skepsis tilbage, så skyldes det gammel inerti i det nordiske samarbejde, som har et vist element af selvtilstrækkelighed og politisk bagstræberi.
Eksempelvis har Norden end ikke på trods Poul Schlüters opfordring kunnet opnå enighed om noget så indlysende som at påbyde nordiske banker kun at kræve indenlandstakst ved betalinger over nordiske grænser. Det koster stadig udenlandsk takst, og skylden skal desværre placeres hos formandslandet Danmark, der ikke ville være med til den aftale fordi det kolliderede med forliget om dankort.
Hvis det danske formandsprojekt skal lykkes, så kræver det derfor flere vagthunde – i form af en langt større interesse og kritisk medleven fra virksomheder, erhvervs- og uddannelsesorganisationer. Det er værd at holde øje med det danske formandskab, og puste det i nakken, hvis de ambitiøse mål er i fare for at ende med tomme erklæringer, som regeringer uden vagthunde er tilbøjelige til komme med.
Man skal også undgå, at Danmark arbejder mod egne hensigter, som man også ser trafikminister Flemming Hansen gøre i en anden sag nu, nemlig om Øresundsbroens takster. Han vil gerne have undersøgt om det kan lade sig gøre at sætte taksterne ned – men endnu ikke formuleret det som et forpligtende, politisk mål, hvilket ville klæde det danske formandskabs troværdighed i hensigtserklæringerne.
Men taksterne vender Rapidus tilbage til i en analyse inden for et par uger.
