Malmöfirmaet MyJoice har hidtil solgt sin tv-baserede bredbåndstelefon til ældre direkte til forbrugerne. Men efter et pilotprojekt med Älvsborgs bydelsnævn er den kommunale hjemmehjælp blevet den store kundegruppe. Virksomheden regner nu med at være selvforsynende til næste sommer.
MyJoices billedtelefon udnytter tv’et og en stærkt forenklet fjernbetjening, for at også personer med nedsat syn eller manglende teknisk viden skal kunne holde kontakten til børnebørn og venner.
I pilotprojektet med Göteborgbydelen Älvsborg blev godt 40 plejemodtagere under hjemmehjælpen udstyret med MyJoices telefon. Den fungerer som en mellemting mellem hjemmebesøg og de elektroniske tryghedsalarmer, som allerede findes. Ideen er at forbedre kommunikationen med plejemodtagerne og undgå falske alarmer. Systemet er endvidere blevet suppleret med et natkamera, som gør det nemmere for hjemmehjælpen at holde øje med de ældre, når de sover.
MyJoices telefon blev lanceret for godt et år siden og anvendes i dag af omkring 350 privatpersoner i Sverige og Norge – et tal som skal tredobles, for at virksomheden skal løbe rundt baseret på abonnementsindtægterne. Det regner adm. dir. Johan Eckerstein nu med at nå til midten af næste år.
MyJoice beskæftiger syv personer i Malmö, Göteborg og Stockholm og har forhandlere i Europa, USA og Japan. Virksomheden er siden starten blevet finansieret med godt 20 millioner svenske kroner fra over 40 forskellige ejere.
Af Erik Olausson