Af Keld Broksø, Københavnsredaktør
Nogle gange er det mest interessante i et nyt regeringsgrundlag det, som ikke står nogen steder: Der står ingen ønsker om en kommende HH-tunnel i det infrastrukturprogram, som Socialdemokraterne og Miljöpartiet har ved regeringsdannelsen i Sverige. Det skyldes Miljöpartiets modstand. Miljöpartiet er samtidig en del af flertalsgruppen i Helsingborgs bystyre. Det giver heller ikke den omfattende lobbyindsats mere vind i sejlene fra de to byers HH Gruppe. HH-gruppen vil næppe indrømme det, men HH-tunnelen er reelt skudt fuldstændigt ud til højre.
I årevis har HH-forbindelsen især været et svensk ønske, mens ingen danske regeringspolitikere har støttet ideen helhjertet. Den logiske konsekvens af svenskernes nye ”stand by” på HH-forbindelsen er, at med mindre man vil vente på en ny svensk regering med en (måske) anderledes, positiv indstilling til HH-forbindelsen, så skal HH Gruppen nedlægges.
Det er en stor kamel at sluge. For HH Gruppen og dens beslutningsgrundlag er dyre sager.
Blandt andet sidste år blev kommunikationsbureauet Burson-Marsteller i København hyret frem til 2015 med. Årsbudgettet hvert år i tre år er på 300.000 DKK til at bistå HH-gruppen med at få HH-forbindelsen ud af dødvandet. Det endda i forlængelse af IBU-Öresund rapporten fra 2010, der anbefalede en HH-forbindelse. Rapporten kostede 33 mio. DKK – uden der er kommet konkrete resultater. Den nye svenske regering kan tilmed sidde fire år endnu, hvor HH-forbindelsen ikke vil rykke sig ud af stedet og med en tvivlsom fremtid.
Man kan bide sig fast og fortsat mene, at HH-forbindelsen er rigtig. Der er gode argumenter: Kortere transporttid til gavn for virksomhederne. HH-forbindelsen finansierer sig selv gennem brugerafgifter. Regionen vil hænge sammen i begge ender og skabe et større arbejdsmarked. Netop det har givet støtte til HH Gruppen fra erhvervslivet – herunder fra Dansk Byggeri, Dansk Erhverv og Sydsvenska Industri- och Handelskammaren. Formanden er desuden Erik Østergaard, som også er direktør for Dansk Transport og Logistik.
Men realpolitisk er billedet totalt ændret: Fra håb til håbløshed for HH-projektets troende.
Hvad så nu? Realpolitikken efter det svenske regeringsskifte er, at det er København-Malmø, der driver al dynamik i Øresundsregionen. De to byer er tilmed enige om, at de kun vil arbejde for en ny Øresundsmetro – og ikke en HH-forbindelse.
København-Malmøs status som det eneste, reelle kraftcenter ses også af begivenheder i år – senest på Øresundstinget i forrige uge:
* Det nye varemærke ”Copenhagen” med 46 kommuner og to regioner på Sjælland indbød nu Skåne under Øresundstinget til at gå ind under et nyt branding-navn ”Greater Copenhagen”. Glem alt om det forældede begreb ”Øresundsregionen”. Nu skal den globale markedsføring ske under et nyt, fælles varemærke som især drives af København-Malmø.
* København og Malmø præsenterede desuden i sommer en ny, fælles solostrategi, Copenhagen-Malmö 2025, og dermed cementerede København og Malmø et sololøb.
* I sommer fastslog Københavns og Malmøs borgmestre desuden, Malmø og København skal ”befæste sin position som Europas største universitetsregion.” Med den brutale aflivning af Øresundsuniversitetet og Øresund Science Region signaleres her ønsket om at genskabe noget, men kun for København-Malmø.
Forskellen fra situationen i sommer til nu er, at den reelle aflivning af HH-forbindelsen giver København og Malmø frit spil til at drive al dynamik omkring Øresundsintegration. Den jalousi, som førhen er set i resten af Skåne og på Sjælland mod København-Malmø, må høre op nu. Der er ikke alternative, faste forbindelser at forhandle om ud over Øresundmetroen. Der er heller ikke andre byer, som kan rykke noget nu. Det er de to byer, som resten af regionen må hægte sig på, hvis der skal ske noget som helst for erhvervssamarbejdet og i bekæmpelsen af barrierer over sundet – til gavn for hele regionen. København og Malmø styrer nu.
