Den nye vækstvirksomhed stiftet i august 2009, GoSocial, retter nu blikket mod Sverige efter firmaet netop har opnået den succes at blive største annoncør på Facebook i Europa.
I dag har firmaet kontor i København, men arbejder virtuelt med bl.a. partner Robin Roy Hansen
i Vejle og udviklere siddende i Rumænien. I alt har virksomheden 16 tilknyttede personer. Konceptet er at markedsføre kunder med annoncer målrettet på Facebook via de tilmeldte personers oplysninger om erhverv, alder ect. Det sker især i Danmark, men også i resten af Skandinavien og på tværs af Europa.
— Det er nemt at oprette annoncer på Facebook, men at få de rigtige budgetter og værktøjer godkendt af Facebook til optimering er sværere. Det betyder, at vi som mellemled kan håndtere større kampagner hurtigere og billigere, siger partner Thomas Haals Madsen fra kontoret i København.
GoSocial er selvfinansieret af de to partnere, som ikke havde forventet allerede at blive den største annoncør på Facebook i Europa. Den succes giver nu lyst til at gå videre i Sverige med en svensk partner eller ansat, som skal findes for at håndtere en kommende, større volumen i Sverige.
— Vi har allerede modtaget ansøgninger fra folk, som gerne vil forhandle vores produkt i Sverige. Det koncept skal vi finde ud af inden for den næste måned eller to, siger Thomas Haals Madsen.
— Fokus er flyttet lidt fra Google til Facebook. Derfor skal vi rykke nu for at udnytte det forspring, som vi har fået med at målrette annoncer til Facebook, fastslår Thomas Haals Madsen.
De fleste kunder hos GoSocial er lige nu fra Danmark, og GoSocial bruger oversættere, når annoncerne skal videre til bl.a. svenske, norske, tyske, franske og engelske Facebook-sider. Men lige nu er hjemmesiden kun på dansk.
— Jeg er selv lige flyttet tilbage fra Malmø for at bo sammen med kæresten i København. Jeg har solgt annoncer i Sverige, men ved større, opsøgende salg er bl.a. dansk sprog stadig en barriere, mener Thomas Haals Madsen.
Af Keld Broksø