Kort sagt: Tirsdagens meddelelse om, at 450 ansatte skal forlade Sony Ericsson i Lund, var den seneste mavepuster til en allerede hårdt ramt IT- og telekomindustri. Det er let at glemme, at det kun er godt et år siden, at Øresundsregionens virksomheder sloges med næb og kløer om hver eneste ingeniør med bare en smule computerkendskab.
Men egentlig er der ikke noget, som har forandret sig. Der er stadig alt for få, som søger de tekniske uddannelser, mens pensionsårgangene tårner sig op. I det perspektiv fremstår kriseoverskrifterne om opsigelser mere som pauseunderholdning, mens vi venter på næste højkonjunktur og den kompetencemangel, det giver.
Af Erik Olausson
”Nu betaler IT-firmaerne findeløn for dine venner”, skrev Rapidus i marts 2007 om Malmöfirmaet Apsis og den danske website Dusorjob.dk, som begge tilbød tusindvis af kroner for tips om nye jobkandidater.
Snart to år senere føles den idé meget fjern. Efter en snigende start har lavkonjunkturen sat et eftertrykkeligt spor i opsigelsesstatistikken, også for de tidligere så ombejlede ingeniører. I Skåne er det primært ansatte i de forskellige Ericssonselskaber og deres underleverandører, som er ramt af opsigelser, med dystre overskrifter til følge.
At miste sit job kan naturligvis være en traumatisk oplevelse for den enkelte. Men netop overskrifterne har stort set været den største konsekvens af opsigelserne, eftersom øvrige virksomheder i regionen i mange tilfælde har været hurtige til at opfange den erfarne kompetence, som pludselig er blevet ledig. Arbejdsløsheden for ingeniører i Skåne er ganske vist blevet fordoblet det seneste år, men fra et ekstremt lavt niveau. I november var beskedne 1,4 % af amtets organiserede ingeniører tvunget til at leve af a-kassen. Fordoblingen i forhold til året før svarer til i alt 90 nytilkomne arbejdsløse.
I Danmark har situationen for ingeniører været noget mere dramatisk. Også her var arbejdsløsheden så sent som sidste efterår meget lav, omkring 1,8 procent. Siden da har den sneget sig op på næsten fire procent i Københavnsområdet. Men her er det ikke massefyringer, der ligger bag stigningen, men den kendsgerning at danske virksomheder i stor udstrækning er holdt op med at nyansætte. Det er derfor primært de unge og nyuddannede, som har haft svært ved at trænge ind på arbejdsmarkedet. I dag lykkes det ikke for hver tredje nye ingeniør at finde et job, ifølge forbundet IDA’s statistik.
Men det er, hvad det er. I årene 2004 til 2006, hvor dagens nyuddannede ingeniører startede på studiet, var kuldene usædvanligt store i Danmark, omkring 1.500-1.600 nye studerende blev indmeldt per år. I fjor var det tal nede på 1.300 nye studerende. Prognoser fra IDA og Videnskabsministeriet peger på ingeniørmangel igen allerede om 4-5 år, og at der samlet set vil mangle 14.000 ingeniører i den danske industri år 2020, hvis udviklingen fortsætter i samme spor.
I Sverige er ansøgningspresset ganske vist vokset de seneste to år, men ikke til samme niveau som i starten af 2000-tallet. I efteråret søgte knap 2.000 personer ind på civil- og högskoleingeniørprogrammerne ved Lunds universitet og Malmö högskola. Det kan sammenlignes med 2.170 førstevalgsansøgninger i 2002, eller 2.580 i efteråret 1999.
Der er med andre ord lagt op til en hård kamp om kompetencen, når højkonjunkturen vender tilbage. Skånske virksomheder mærker allerede ånden i nakken, når danske konkurrenter lokker med valutadopede lønninger, der kan være dobbelt så høje. Det vil kræve meget arbejde og kreative løsninger, hvis ikke de skarpeste blandt de unge og sultne ingeniører skal tage toget over Sundet i stedet for at blive hjemme. Ikke mindst når Citytunnelen åbner næste år og høvler ti minutter af rejsetiden mellem Malmö central og Hovedbanegården.
Der er også visse indikationer af, at virksomhederne har lært lektien fra før IT-sammenbruddet; at det kan koste gråd og tænders gnidsel at skille sig af med kompetence bare for at skulle rekruttere den igen et par år senere. I forebyggende øjemed har mange indtil det sidste forsøgt at beholde deres personale og i stedet accepteret en lavere overskudsmarginal.
Samtidig har vi virksomheder som TAT og Jayway i Malmö, der er fortsat med at ansætte trods finanskrisen, om end i noget mindre omfang. I Lundfirmaet Axis får man stadig en ”finder’s fee” for at give et tip, der fører til en ansættelse. Måske ikke så tosset en idé trods alt, for på lidt længere sigt er kompetencekrisen – og ikke finanskrisen – den store uvejrssky.
