Kort sagt: Malmö högskola har lige siden starten i slutningen af 90’erne været betragtet som noget af en andenrangs læreanstalt, uden rigtigt akademisk niveau. Med det traditionsrige Lunds universitet som nærmeste nabo er det svært at udviske dette billede.
Det har dog ikke forhindret Malmö högskola i at vokse sig stor i skyggen af Lund og opbygge en stærk position. Men aktiviteterne er stadig begrænset af, at det kun er en ”högskola”. Et naturligt skridt ville derfor være, at universitets- og forskningsminister Lars Leijonborg i finanslovsforslaget på mandag foreslår, at Malmö högskola bliver et universitet.
Af Thomas Frostberg og Erik Olausson
Sveriges sidst tilkomne universiteter – Växjö, Örebro og Karlstad (1999) samt Mittuniversitetet (2005) – havde alle cirka 9.000-10.000 indskrevne studerende sidste efterårssemester. I Malmö var tallet næsten 14.000 studerende, ifølge Högskoleverkets statistik.
Malmö er ikke bare størst blandt svenske højere læreanstalter, der er desuden flere studerende end på flere af de eksisterende universiteter. Ikke engang Umeå universitet med godt 18.000 studerende er særlig langt foran i størrelse.
Nu er størrelsen ikke det eneste, som spiller en rolle, hvis en højere læreanstalt skal kvalificere sig til universitetsstatus. Det handler også om, hvilken bredde der er i uddannelserne. Her har Malmö sværere ved at konkurrere med sine 90 uddannelseslinjer og 500 kurser. De fire nytilkomne universiteter har alle flere kurser, og i Växjö er der desuden flere uddannelseslinjer.
Vil man være ondskabsfuld – og der er stadig masser af kritikere, der nægter at acceptere, at Malmö overhovedet har fået sin egen akademiske læreanstalt – kan man desuden konstatere, at vigtige dele af Malmös högskolas aktiviteter udgøres af uddannelser, der er knopskudt fra Lunds universitet, da högskolan blev stiftet. Eller blev tvunget bort fra universitetet, om man vil – for etableringen af Malmö högskola blev modarbejdet til det sidste af ledende personer i Lund. Det handler blandt andet om Lärarhögskolan og Tandvårdshögskolan.
Inden for humanistiske og samfundsvidenskabelige emner har Malmö högskola et kludetæppe af uddannelser og kurser såsom litteraturvidenskab, menneskerettigheder og sprogkurser i svensk og engelsk. Derimod mangler naturvidenskab, jura og ikke mindst en selvstændig lægeuddannelse, trods tilstedeværelsen af Universitetssygehuset MAS i byen.
På forskersiden har Malmö högskola godt 100 egne ph.d.-studerende inden for medicin og sundhed. Yderligere cirka 100 ph.d.-studerende udfører deres forskning på Malmö högskola, men hører af formelle årsager til under Lunds universitet, Kungliga tekniska högskolan i Stockholm og Blekinge tekniska högskola. Växjö, Karlstad og Mittuniversitetet har i størrelsesordnen 200-300 ph.d.-studerende hver, mens Örebro har 400. Her klarer Malmö sig altså ganske godt, selv om man kun må uddanne ph.d.-studerende inden for et mindre antal emner.
Også når det gælder den tredje opgave, interaktion med samfundet, er Malmö högskola med langt fremme, i særdeleshed når det gælder kontakter til erhvervslivet og uddannelser i iværksætteri. Så sent som i foråret fremhævede Högskoleverket Malmö som en af fire læreanstalter i landet, der havde udviklet sig bedst netop på dette område i de senere år.
Samlet set har Malmö gode forudsætninger for at blive opgraderet til universitet. De afgørende forhindringer ligger i for dårlig bredde inden for grunduddannelsen og for lidt forskningsaktiviteter, noget som Lars Leijonborg nemt kan afhjælpe, hvis han vil. På mandag præsenterer regeringen sit finanslovsforslag, som regulerer bevillingerne til højere læreanstalter og universiteter. Senere på efteråret præsenteres endvidere et forskningslovforslag, som regeringen allerede har lovet vil indeholde en massiv satsning på svensk forsknings- og innovationsvirksomhed.
Det ville være en vigtig satsning, ikke bare for Malmö, men for hele Sydsverige, hvis regeringen øgede bevillingerne til Malmö med henblik på at gøre högskolan til universitet. Den positive effekt, som Malmö högskola allerede har haft på byens og regionens udvikling, ville blive forstærket yderligere i kraft af den tyngde, en universitetsstatus indebærer. Ikke mindst ville pionerforskningen på högskolan få et ordentligt skub fremad, hvis Malmö fik retten til at eksaminere ph.d.-studerende i alle discipliner.
For Lars Leijonborg er der også personlige grunde til at handle. Universitets- og forskningsministeren regnes ikke som en af de tungeste poster i regeringen, selv om det er et ansvarsområde, der føles betydeligt mere spændende end mange andre. Før Leijonborg forlader regeringen, hvilket ser ud til at ske i god tid før næste valg, bliver han nødt til at gennemføre nogle reformer som afslutning på sit politiske liv. Forskningslovforslaget til efteråret er en sådan milepæl for ham personligt. Samtidig er det svært at få kredit for en politisk beslutning, som får gradvis effekt spredt ud over mange år. En beslutning om at give Malmö et universitet vil efterlade et langt mere markant fingeraftryk.
