Fortsat tvist mellem IT-firmaer i Malmö efter razzia
Kronofogdemyndigheten i Malmö (her svarende til Fogedretten i Danmark) blev i løbet af formiddagen klar med rapporten fra sidste uges razzia mod softwarevirksomheden Mindroute i Malmö. Razziaen blev gennemført for at undersøge om kildekoden i Mindroutes software er stjålet fra et andet Malmöfirma, nemlig Syntagma Rendezvous.
Men rapporten giver inttet definitivt svar på skyldsspørgsmålet. Man har heller ikke fundet de specifikke afsnit af kildekoden, som direkte skulle bevise at Mindroute har overtrådt ophavsretten, men hele kildekoden er kopieret og skal nu undersøges. En endelig afgørelse kommer først ved en retssag.
Baggrunden for razziaen er at Malmöfirmaet Brimstone, der i sommer købte Syntagma Rendezvous, anklager tidligere medarbejdere for at have stjålet kildekoden og startet Mindroute. Brimstone har nu en måned til at vurdere materialet fra razziaen og beslutte om de vil stævne Mindroute for krænkelse af ophavsretten.
Desuden planlægger Brimstone at stævne personerne bag Mindroute for brud på konkurrenceklausuler og afsløring af forretningshemmeligheder.