Efter års diskussioner er der nu kød på de tværnationale udbud over Øresund: Tre sygehusvarer bliver spydspids til et mere omfattende projekt. De første varer, som udbydes i Øresundslicitationer, bliver EKG-elektroder, gips og brystimplantater, som de to regioner vil købe ind i fælles puljer.
Det er samtidig første spadestik til en ny indkøbsstruktur for Region Hovedstaden med 14 sygehuse, og Region Skåne med 10 sygehuse – og et samlet indkøbspotentiale på 7,5 mia. kr. Ideen er at købe mere ind samlet på tværs af Øresund – og dermed spare penge. Og det er ret unikt: Ingen EU-lande har et lignende indkøbssamarbejde over landegrænserne.
Ideen har været mindst to et halvt år undervejs siden Malmøs borgmester, Ilmar Reepalu, lancerede ideen i Øresundskommiteen. På et nyligt møde i Lund besluttede man så at sætte de tre første udbud over Øresund i gang. På mødet deltog SygehusIndkøb Øresunds chefgruppe samt projektlederne for de tre pilotprojekter Therese Petersson, indkøbskonsulent i MA-Skåne (Region Skånes organisation ”för upphandling och varuförsörjning”), Michael Plahn-Ovesen, indkøbskonsulent hos H:S og indkøbskonsulent Dorte Sørensen fra Frederiksborg Amt. Hertil leder projektleder Christell Eriksen fra Københavns Amt processen:
Christell Eriksen kalder valget af de tre første varegrupper ”pragmatisk” fordi de handler om at finde indkøbsområder, som er håndterlige, afgrænsede, og ikke for højteknologiske til en begyndelse. Samtidig skal der være et sammenfald af interesser på begge sider af Sundet.
Øresundslicitationerne skal dog ikke kun skabe besparelser – de skal også sikre, at regionernes 24 sygehuse tilsammen kan tiltrække globale leverandører. Det nuværende pilotprojekt med de tre første varegrupper skal løbe til udgangen af 2007.
Til den tid skulle der være samlet så mange erfaringer med indkøb på tværs af sundet, at man kan lave en større samarbejdsaftale. Projektets betydning kan derefter række vidt – ikke alene til andre varer indenfor de to sygehusvæsner, men også for andre offentlige indkøb over Sundet, når modellen er testet i sygehusvæsenerne. En midtvejskonference i marts 2007 i København vil præsentere de første erfaringer fra de tre pilotprojekter.