Forskningsfirmaet GasPorOx har hvervet forretningsudvikleren Nils Homann og Lundvirksomheden Aditus Medicals adm. dir. Anders Johnsson som medejere og bestyrelsesmedlemmer. Samtidig har forskergruppen bag selskabet afsluttet det første kliniske studie af firmaets diagnoseværktøj til bihuleinflammation.
Teknikken er baseret på, at laserlys sendes ind gennem hovedet. Lyset, som derefter reflekteres, ser forskelligt ud, afhængigt af om bihulerne er fyldt med luft og vanddamp eller væske, hvilket indikerer inflammation. I studiet er 40 patienter ved universitetshospitalet i Lund blevet diagnosticeret med GasPorOx’ første prototype.
Ifølge selskabets grundlægger, professor i atomfysik Sune Svanberg, ser de første foreløbige resultater lovende ud.
— Studiet skal danne grundlag for en række doktorafhandlinger og videnskabelige artikler, som forhåbentlig vil føre til stor interesse for teknikken, siger han.
Med Nils Homann og Anders Johnsson er en halv snes personer involveret i GasPorOx. Ingen af dem får anden betaling end medejerskab. Sune Svanberg og Lunds universitets holdingselskab LUAB har skaffet 500.000 SEK fra Vinnova for i løbet af foråret at bedømme teknikken ude hos de tiltænkte kunder i primærplejen.
Derefter kræves der en vis produkttilpasning, eftersom GasPorOx’ første prototype fylder en hel laboratorievogn, mens det færdige instrument skal kunne holdes i hånden.
— Hvis alt går som planlagt, så tror jeg, vi kan have en første testserie på 10-15 instrumenter klar i løbet af efteråret, siger Nils Homann.
Af Erik Olausson