Forhenværende Amarin Development starter kliniske studier
WP Development i Malmö, tidligere Amarin Development, er blevet kraftigt styrket, efter at de i oktober blev opkøbt af amerikanske Watson Pharmaceuticals. Malmöselskabet har i disse dage indgået en aftale med kontraktforskningsfirmaet Quintiles i Uppsala om tre kliniske studier af selskabets produkter, og der planlægges lige så mange i løbet af 2004.
WP Development har udviklet en formuleringsteknik, som bevirker, at lægemiddelstoffer langsomt udsondres i kroppen. Fra at have været nødt til at søge kunder for at overleve, er WP Development overgået til at være et såkaldt center of excellence for sit formuleringsområde inden for Watson-koncernen. Det indebærer ifølge adm. dir. Stefan Ohlsson en betydeligt større tryghed for selskabet samt en mulighed for at indlede samarbejde med virksomheder i regionen, som tidligere har været konkurrenter.
De planlagte studier drejer sig om farmakokinetik; hvordan et lægemiddelstof optages, distribueres og udsondres. Det er de første farmakokinetiske studier, virksomheden lader udføre siden 90erne, eftersom man i de senere år mest har haft opdragsgivere, som selv har stået for dette arbejde. Nu har Stefan Ohlsson desuden fået signaler fra moderselskabet i USA om, at det i fremtiden kan blive aktuelt at henlægge studier til Skandinavien, også i de tilfælde hvor præparater er udviklet i andre dele af koncernen end WP Development.
Watson Pharmaceuticals er en af verdens største generikaproducenter og stod ifølge egne oplysninger for 20 procent af al ordineret medicin i USA sidste år.