Malmö Operas tidligere markeds- og salgschef Fredrik Lundgren bliver ny adm. dir. for det Malmöbaserede website growingpeople.se.
Hjemmesiden, der har omkring 100.000 unikke gæster om måneden, henvender sig til forældre og giver information og rådgivning om graviditet, børn og unge. Sidste år omsatte hjemmesiden for 2,2 millioner SEK via annoncesalg.
— Mængden af information og viden, der kan hentes her, er nærmest uendelig, samtidig med at den er troværdig, eftersom det er de bedste læger og pædagoger i Sverige, der står bag, siger Fredrik Lundgren.
Virksomheden håber at fordoble omsætningen i løbet af 2007 og vil blandt andet lancere yderligere tjenester.
Bag hjemmesiden, der blev lanceret i 2000 og har seks ansatte, står blandt andre børnelægen Tor Lindberg.
Af Sara Assarsson