Flere tunge opgaver til Zapera i København
Analyseinstituttet Zapera har fået er par nye prestigeopgaver inden for området kundepaneler, som i dag er selskabets vigtigste forretningsområde. En af Danmarks største banker vil opbygge et kundepanel med 10.000 personer baseret på Zaperas tekniske løsning.
Samtidig vil en af københavneraviserne starte et stort læserpanel. Op til 5.000 læsere skal hver anden uge svare på spørgsmål fra avisen.
Undersøgelserne foretages via internettet, hvilket gør dem hurtigere og billigere at gennemføre end traditionelle telefoninterviews. Man har allerede blandt andre Magasin, Københavns Kommune og Øresundsbrokonsortiet blandt kunderne.
-- De kan gå ud til panelet hele tiden og teste nye produkter eller kampagner, siger Lars Lund-Nielsen, adm. dir. for Zapera.
Zapera har i dag omkring 100.000 personer i sine databaser og har gennemført over 750 undersøgelser. Virksomheden har 35 personer ansat i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Aktiviteterne i Danmark giver overskud.