Firma i Lund søger millioner til ny metode mod hjerneskader
Medicinalfirmaet NeuroPharma AB søger omkring 40 millioner svenske kroner til produktregistrering og forundersøgelser af en ny behandling af hjerneskader.
Virksomheden holder til på Wallenberg Neuroscience Center i Lund og har hovedsageligt finansieret forskningen med fondsmidler og salg af andele til forskerkolleger. Men man er i besiddelse af et par patenter og et unikt fremtidigt produkt.
NeuroPharmas forskere, ansat af Lunds universitet, har opdaget en ny egenskab ved lægemidlet Cyklosporin A (CsA); en kraftig beskyttelse af hjernens nerveceller. Ved iltmangel, for eksempel på grund af en blodprop eller skader på hjernen, kan CsA redde 90 procent af hjernecellerne, hvor kun 10 procent ville overleve under normale forhold.
I dag anvendes CsA til at svække immunforsvaret så transplanterede organer ikke afstødes. Årsagen til at man ikke har opdaget den beskyttende virkning før er at midlet normalt ikke trænger ind i hjernen.
-- Hvis man tænker sig at vores behandling ville blive anvendt på ti procent af alle svært kranielæderede patienter i Europa, USA og Japan, så drejer det sig om cirka 500 millioner kroner per år. Det burde ikke blive særlig svært at opnå det eftersom der i praksis ikke er nogle konkurrenter, siger forskningschef Eskil Elmér.
I USA foregår en række statsligt finansierede afprøvninger af opdagelsen, men antallet af patienter er ringe. Egne midler ville fremskynde processen.
NeuroPharma ejes af Luab, Lunds universitets utvecklings AB, samt godt hundrede privatpersoner. Mange af ejerne er eller har været forskere i Lund.