… som på lørdag afholder gratis koncert i studenterforeningen Wermlands nation i Lund. På scenen står Kocky, og derudover DJ’s og bandet Vit päls som ekstraunderholdnig.
Hvem kan komme ind?
— Koncerten er for alle studerende i regionen, bare de udskriver en indbydelse fra vores hjemmeside. De, der ikke læser i Lund, skal rekvirere en gæstelegitimation på Wermlands nation, men den udgift betaler vi også for. Uden indbydelse koster entréen 50 SEK.
Hvordan skal en koncert øge iværksætteriet i Øresundsregionen?
— På den måde kan vi vise de studerende, at vi findes, og at de via os kan finde kurser i iværksætteri. Og så kan morgendagens iværksættere netværke over en øl eller to. Desuden fejrer vi vores etablering for et år siden. Før koncerten har vi VIP-middag for ligesindede organisationer som Venture Cup og Venture Labs samt vore investorer.
Kommer der mange?
— Til middagen bliver det mest organisationerne. Ingen af investorerne kommer. Det er den svenske stat, Region Hovedstaden, Erhvervs- og Byggestyrelsen samt Region Skåne – de er lidt svære at lokke ud i weekenden. På Wermlands regner vi med fuldt hus, 300 personer.
I har også en konkurrence kørende. Hvad går den ud på?
— Man skal skrive et forretningskoncept på en serviet. Iværksætterkonkurrencer er ofte så seriøse, at de skræmmer de studerende fra at deltage. Vi vil gerne gøre det mere uprætentiøst. Konkurrencen løber frem til den 19. oktober, og man kan vinde en rejse til Hong Kong Science & Technology Parks. Vi startede markedsføringen i torsdags, og der er allerede kommet 50 bidrag ind.
Hvad har I ellers gang i? Et iværksætterkarneval?
— Nej. Men vi har blandt andet en reklamekampagne til oktober, hvor vi skal uddele æbler og forsøge at få de studerende til at vælge iværksætterkurser i næste semester. Og i begyndelsen af det nye år planlægger vi at have svenskere og danskere, der forelæser sammen som iværksættermæssige rollemodeller: kokke på Högskolan Kristianstad, kunstnere på Konsthögskolan i Malmö og så videre. Til det arrangement skal vi have skaffet sponsorer, men reklamekampagnen bliver helt vores egen. Vi har finansieringen på plads for hele 2008, og lige nu søger vi bidrag frem til 2010.
Af Lisa Kirsebom