Karl-Göran Tranberg forlader sin stilling som overlæge ved Lunds universitetsygehus for at vie al sin tid til Ideonfirmaet Clinical Laserthermia Systems (CLS), hvor han allerede er medicinsk chef. I løbet af 2009 regner virksomheden med at få sit tekniske udstyr til behandling af cancer godkendt.
Karl-Göran Tranberg har i 15 år forsket i den metode, som er grundlaget for virksomheden. Den fungerer ved, at laserlys, der ledes ind gennem tynde fibre, opvarmer kræftsvulsten. Dels hæmmer varmen cancercellernes vækst, og dels reagerer immunforsvaret på de brandskader, som opstår, og hjælper med til at bekæmpe kræftcellerne.
Metoden kaldes immunostimulerende lasertermoterapi og er hidtil blevet testet på 72 patienter med lovende resultat. Med penge fra en igangværende emission vil CLS udvikle fibrene og maskinen, så også det nye udstyr kan testes på mennesker inden årets udgang. Nyemissionen, som løber til og med fredag, er beregnet til at give fem millioner svenske kroner.
— Det går udmærket, så jeg tror, at vi får det, vi har regnet med, siger adm. dir. Lars-Erik Eriksson.
CLS ejes for hovedpartens vedkommende af de tre grundlæggere Karl-Göran Tranberg, Lars-Erik Eriksson og Pär Henriksson. I løbet af foråret planlægger virksomheden en notering på Aktietorget.
Af Anna Palmehag