Fem millioner euro skal bringe CytoTrack frem til markedet

Lyngbyfirmaet CytoTrack søger fem millioner euro til kliniske afprøvninger af deres produkt. Netop nu er der drøftelser i gang med flere ventureselskaber. CytoTrack har udviklet et instrument til celletælling, der minder om et flowcytometer. En første variant af instrumentet skal anvendes til at finde frie kræftceller, som cirkulerer i blodet hos cancerpatienter. Allerede et ganske lille antal celler kan tyde på, at patienten ikke reagerer som ønsket på cellegiftbehandlingen, men bør få et andet lægemiddel.

CytoTrack fik i foråret tilført fire millioner kroner fra ventureselskabet SEED Capital Denmark og fra ingeniørfirmaet 2C i Lyngby, som har stået for udviklingen af instrumentet. Likviditeten rækker frem til april, hvor man regner med at have fået de nye midler.

I selskabets instrument indgår en slags CD-rom, som prøven med cellerne placeres på. Skiven scannes i jagten på cancerceller, og et egenudviklet stykke software beregner præcist, hvor på skiven cellerne findes, så de kan undersøges i mikroskop. På kort tid får man en meget høj præcision; i løbet af nogle få minutter kan en afvigende celle findes blandt hundrede millioner normale.

-- Dagens teknikker finder en celle blandt hundredtusind. Man kan godt få det præcisionsniveau, vi har, men så skulle man arbejde med prøven en hel dag, siger CytoTracks adm. dir. Tom Hede Markussen.

Ifølge CytoTracks oplysninger kan tre til fire ugers behandling være nok til en vurdering med den nye teknik, mens der i dag kan kræves op til et halvt års behandling.

Afprøvningerne af instrumentet udføres på Vejle sygehus, hvor prøver fra flere hundrede patienter skal analyseres. Tom Hede Markussen regner med, at CytoTrack vil kunne sælge deres produkt til et større diagnostikfirma om to år. Han er den eneste ansatte i selskabet - alt udviklingsarbejde udføres af 2C's ingeniører. CytoTrack ejes af Symbion Capital I, Biolink Capital, SEED Capital Denmark og 2C. Formand er Sten Verland, ejer af Biolink Capital.

Af Lisa Kirsebom

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: