Iværksætteren Christer Fåhraeus’ medicinalfirma EQL Pharma har et første produkt på markedet og regner med overskud fra og med første kvartal i år. Produktet er et antidepressivt lægemiddel med stoffet Venlafaxin, der sælges under navnet Venlafaxin EQL Pharma.
Omsætningen forventes i år at ende på omkring 15 millioner SEK med et overskud på bundlinjen på mellem 3 og 7 millioner. Selskabet er et såkaldt generikaselskab, som markedsfører kopier af lægemidler, hvis patent er løbet ud.
— Vi har ti produkter klar til lancering, som venter på patentudløb og en del andre ting, før de kan komme i handlen. I løbet af året kommer vi ud med fire eller fem produkter i Norden, siger Christer Fåhraeus, som er adm. dir. og hovedejer.
I maj 2008 var selskabets målsætning en halv snes lanceringer før udgangen af 2009. Selv om antallet er barberet ned til omkring det halve, mener Fåhraeus, at selskaber holder ”et udmærket tempo”. Blandt de stoffer, som EQL Pharma har rettighederne til, er Anastrozol til behandling af brystkræft, Ropinorol til behandling af parkinsonisme og Pramipexol ligeledes mod parkinsonisme samt den neurologiske sygdom restless legs. Christer Fåhraeus regner med mindst en produktlancering i næste kvartal. Om det bliver et af disse tre stoffer, vil han ikke sige.
Fem personer er ansat i EQL Pharma på fuld- eller deltid. Selskabets formand er Respiratorius’ tidligere adm. dir. Karin Wehlin, som også er medstifter og ejer af en mindre del af EQL. Christer Fåhraeus ejer selv resten.
Af Lisa Kirsebom