Malmö Redhawks er allerede brugere, Helsingborgs IF ligeså. I IT-firmaet Popas hurtigt voksende udviklingsafdeling i Malmö er et netbaseret community for sportssupportere ved at tage form.
Hidtil har knap 5.000 personer registreret sig i et community, hvor medlemmerne kan diskutere kampresultater, indlægge deres egne profiler og bygge netværk med andre supportere. Det hele finansieres via annonceindtægter, hvor Popa og idrætsklubberne deler indtægterne ligeligt.
— Målet er, at det skal give klubberne en større indtægt, end de får via lodsedler og bankospil, siger Popas bestyrelsesformand Magnus Wide.
Han var med til at starte Popa i 2002. Virksomheden var fra starten centreret omkring indsamling af sportsresultater til avisernes sportssider. I dag står datterselskabet Everysport for de lavere seriers resultattabeller i 90 procent af Sveriges morgenaviser, oplyser Magnus Wide.
Popa har i årenes løb knopskudt en halv snes datterselskaber, som alle beskæftiger sig med sportsrelaterede net- og mobiltjenester. Moderselskabet har godt 60 medarbejdere, hovedsageligt i Stockholm.
Malmöafdelingen åbnede for to år siden, dengang kun med Magnus Wide, men fik snart ansvaret for al teknikudvikling for Popas øvrige datterselskaber. Det seneste år er personalestyrken vokset fra fire til elleve personer.
Af Erik Olausson