Detox Biogas er gået konkurs. Dermed begraves den sidste rest af den Malmöbaserede miljøteknikkoncern, hvor iværksætterprofilen Percy Nilsson har været medejer.
Detox blev grundlagt i 2004 som en knopskydning fra Percy Nilssons forliste byggefirma PNB. Blandt aktiviteterne var udlejning af miljøkonsulenter samt udvikling af metoder til at rense forurenet jord og udvinde biogasser af tang. Da det gik højest, havde man godt 30 ansatte i fire selskaber, som tilsammen omsatte for 56 millioner svenske kroner i 2007.
Siden da er aktiviteterne gradvist blevet skåret ned, og en efter en er virksomhederne gået konkurs. Detox Biogas var det sidste aktive selskab, men efter at årsregnskabet for 2008 aldrig blev indsendt til den svenske selskabsstyrelse, blev selskabet tvangsopløst i midten af maj med efterfølgende konkurs.
Så sent som i midten af januar arbejdede der en håndfuld personer i Detox Biogas. Hverken Percy Nilsson eller den tidligere medejer Anders Håkansson, adm. dir. for kemifirmaet Vendico, har i dag nogen tilknytning til Detox. Rapidus har uden held forsøgt at få en kommentar fra den tilbageværende ejer og adm. dir. Mikael Karlsson.
Af Erik Olausson