Kort sagt: Motorola har allerede gjort det, Google ligeså: placeret dele af deres udvikling i Polen. Mens det vælter ind med alarmerende rapporter, og Øresundsregionens IT-giganter er bekymrede over manglen på kompetence, summer det af liv i EU’s sjettestørste medlemsland. For hver civil- og akademiingeniør, der dimitterer i Sverige, sprøjter Polens tekniske højskoler fem ud, alene med IT-fokus. Og trods stigende lønninger kan softwareprojekter stadig gennemføres til den halve timepris sammenlignet med Sverige.
Løsningen på IT-branchens rekrutteringsproblemer ligger ikke i indiske Bangalore, men på den anden side af Østersøen.
Af Erik Olausson
For nogle uger siden var den der igen. I endnu en arbejdsmarkedsprognose, denne gang fra Högskoleverket i Sverige, blev ingeniører udpeget som fremtidens mangelvare. Truende pensionsafgange og en IT-industri på fuld skrue gør appetitten efter de rette kompetencer næsten umættelig. År 2012 vil der mangle hen ved 500 civilingeniører og 1.500 akademiingeniører, ifølge rapporten. Samtidig lader de svenske gymnasiaster til at være sværere og sværere at lokke. Selv om de store virksomheder kyler penge og fordele i nakken på nyuddannede IT-talenter, står stolene tomme på de tekniske uddannelser.
Problemet er ikke nyt, og forholdsregler for at afhjælpe det har det heller ikke skortet på. Senest for to uger siden kunne Rapidus berette, at seks af regionens teknikgiganter investerer tid og penge for via foreningen Transfer Øresund at få Skånes niendeklasseelever og gymnasiaster til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse.
En andet eksempel er den svenske regerings Globaliseringsråd, som for nylig slog voldsomt på tromme for en løsning inspireret af en dansk model. Den danske regering er gået sammen med Dansk Industri og Ingeniørforeningen i et stort imagefremstød, der skal gøre faget mere sexet blandt unge. Hovedrollen spilles af en ambitiøs hjemmeside, som med lønstatistik, reklamefilm og et onlinespil skal gøre det klart for enhver, hvorfor det er ”fedt at være ingeniør”.
Det er prisværdige initiativer, men dog blot mere af det samme, som man allerede har prøvet i en årrække. Siden 2001 er søgningen til de tekniske uddannelser stille og roligt klasket sammen som en mislykket soufflé, trods alle informationskampagner, teknikdage og lasershows.
Opinionen er et trægt skib. Uanset hvor godt det går for Sony Ericssons teknikchef Mats Lindoff, Axis’ grundlægger Martin Gren og de andre på skoleturneerne, så ser det ikke ud til, at de kan vende trenden på egen hånd. Og frem for alt bliver de sjæle, som det lykkes at frelse, ikke klar til arbejdsmarkedet før om ti år. Indtil da kræves det, at regionens IT-firmaer løfter blikket og ser de muligheder, som EU’s udvidelse faktisk har medført.
Snart to årtier efter Warszawapagtens kollaps er det på høje tid at revurdere billedet af vores nærmeste nabo blandt de tidligere østlande. De, der tror, at Polen udelukkende er beboet af kartoffelavlere og bærplukkere, bør kaste et blik på statistikken. I 2008 vil der blive uddannet næsten 40.000 ingeniører og programmører fra Polens tekniske universiteter, svarende til fem årgange svenske teknologer. Og det er ikke ingeniører af en hvilken som helst kaliber. Polske studenter har de seneste år udmærket sig i programmeringskonkurrencer verden over, senest i den IBM-sponsorerede ACM International Collegiate Programming Contest, hvor Warszawa universitet gik sejrrigt ud af kampen blandt over 6.000 hold fra 82 lande. Det bedste svenske hold endte på en delt 26. plads.
Det er måske ikke så underligt, at en lang række multinationale firmaer som Microsoft, Motorola, Intel og senest Google har valgt at lægge deres udviklingsafdeling i netop Polen. Ifølge beregninger fra Polish Information and Foreign Investment Agency pumpede udenlandske selskaber næsten 100 millioner dollars i udviklingsafdelinger i Polen alene i 2007.
Men fra svensk side har interessen været begrænset, trods den geografisk fordelagtige placering. Daniel Larsson, chef for Exportrådets aktiviteter i Polen, beregner, at omkring 650 firmaer med svensk tilknytning er repræsenteret i landet. Men de fleste er klassiske industrivirksomheder; blot en håndfuld beskæftiger sig med softwareudvikling.
I en vis udstrækning kan det allerede være for sent. De multinationale giganter har de seneste år opsuget meget af den bedste kompetence. Desuden er gennemsnitslønnen steget med cirka ti procent det seneste år, hvilket har fået de rigtige guldgravere til at kaste blikket længere østpå. Også fremover vil programmører fra østbloklande, der har været trægere i starten som f.eks. Rumænien og Ukraine, være betydeligt billigere i drift. For slet ikke at tale om Kina og Indien. Men Polen har andre trumfer på hånden: EU-medlemskabet der begrænser bureaukratiet, et godt kendskab til engelsk hos den veluddannede ungdom og ikke mindst den geografiske placering. Sturup har fjorten direkte afgange til Polen om ugen, Kastrup godt hundrede. Fra skånsk og dansk perspektiv er der længere til Stockholm end til Gdansk.
Desuden er der stadig relativt billigt i Polen. De IT-selskaber fra regionen, som Rapidus har talt med, regner med, at softwareudvikling generelt kan gennemføres til halv pris sammenlignet med Sverige.
Polen er en redningsplanke inden for bekvem afstand. Men at foreslå, at svenske virksomheder burde flytte aktiviteter til udlandet, er som at bande i kirken. I den svenske debat er der kun plads til én recept, der kan kurere manglen på ingeniører: stadig flere kampagner rettet mod balstyrige gymnasieelever på hjemmebane, i lighed med Globaliseringsrådets fantasiløse forslag. Mere fra samme skuffe, ganske enkelt.
