EU-millioner til dansk enzymprojekt skal gøre skibsmaling miljøvenlig

Biotekselskabet BioLocus i Hørsholm modtager hen ved tre millioner danske kroner fra EU's sjette rammeprogram. De skal bruges til at udvikle modificerede enzymer, der forhindrer vandlevende organismer i at gro fast på både.

Virksomheden bliver derved en del af Ambio, et projekt der løber over fem år. Ved hjælp af nano- og bioteknik skal forskerne i projektet udvikle stoffer, der kan erstatte dagens gifte i bundmalinger til skibe og andre konstruktioner i vand. I alt fordeles 85 millioner kroner på godt 30 virksomheder og forskningsinstitutioner, blandt andet den tyske kemikaliekoncern BASF, det svenske rederi Wallenius Marine samt Linköpings universitet.

BioLocus' aktiviteter er baseret på forskning omkring enzymer, der angriber de naturlige limstoffer, som blandt andet rurer (balanus) benytter til at sætte sig fast på overflader under vand. En del af virksomhedens udviklingsarbejde finansieres via en kontrakt med den norske malingsproducent Jotun. BioLocus satser også på fremover at håndtere finansieringen primært gennem samarbejder med større partnere, snarere end at få tilført venturekapital.

Selskabet blev startet i 1999 og har modtaget opstartskapital fra DTU Innovation, som er den største eksterne investor. Majoritetsejere er grundlæggerne Ib Schneider og Knud Allermann. Der er endvidere en række private investorer. De seneste to år har ejerne indskudt godt fire millioner kroner i selskabet.

For nylig afsluttede BioLocus et andet EU-projekt, inden for det såkaldte CRAFT-program, som skal give små og mellemstore virksomheder muligheder for forskning. BioLocus var koordinator for projektet, som modtog seks millioner danske kroner fra EU.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: