Konsulentfirmaet Bitmine i Malmö er gået konkurs. Virksomheden havde så sent som sidste år 19 ansatte, en omsætning på 20 millioner svenske kroner og et overskud på godt en million svenske kroner. Samtlige ansatte har nu måttet forlade deres stillinger.
— Situationen efter nytår ændrede sig radikalt. Blandt andet mistede vi vores største opdragsgiver Ericsson, da de skilte sig af med mange af deres konsulenter, siger firmaets tidligere bestyrelsesformand Sven-Otto Grahn.
Han forlod sin post som formand i forbindelse med, at selskabet blev likvideret i maj. Beslutningen blev truffet, efter at det danske moderselskab Bitmine ApS var kuldsejlet. Svenske Bitmines adm. dir., Max Ehle, og de resterende bestyrelsesmedlemmer afgik i juli, og konkursbegæringen blev indgivet i sidste uge. Virksomheden havde foruden Ericsson også Sony Ericsson som de største kunder.
Dele af Bitmines aktiviteter er dog allerede startet op igen i ny form. Før Sven-Otto Grahn og Max Ehle forlod Bitmine, var de i gang med et nyt konsulentfirma ved navn Commind, der opererer i Malmö. Virksomheden, der i øjeblikket har 7-8 ansatte, blev driftsklar i oktober og skal beskæftige sig med mobilkommunikation og løsninger til fjerndatatjenester.
— Vi har hentet nogle ansatte hos Bitmine, og på sigt vil vi også gerne benytte deres lokaler, men det ligger ikke helt fast endnu, siger Sven-Otto Grahn.
Han vil ikke gå ind på ejerforholdene i Commind, men siger, at hans rolle primært er som bestyrelsesformand i selskabet.
Af Joel Persson