Malmøvirksomheden Elegant Media har underskrevet et Letter of Intent med Studentlitteratur Software AB i Lund om distribution af Titan, et nyt program til produktion af lyd, video og midi.
— Digitale videoprodukter er en ny produktlinje hos os. Elegant Media kombinerer digital video og lyd på en nærmest genial måde, siger Mats Jacobson, adm. dir. Studentlitteratur Software.
Studentlitteratur Software omsætter for 100 millioner svenske kroner og har grossister og omkring tusind forhandlere i Sverige i deres netværk.
Elegant Media har i løbet af sommeren gennemført en mellemfinansiering for at klare sig frem til lanceringen af den første version af Titan i oktober. Investorer er den nuværende ejer Virtual Business House sammen med Henrik Siwmark, en af grundlæggerne af softwarefirmaet Absalon (i dag Izodia).
En betaversion af Titan kommer i løbet af september.