Dobbelt så mange deltager i årets Venture Cup Øresund
Den herskende krisestemning lader ikke til at have dæmpet iværksætterlysten i Øresundsregionen.
Godt 120 konkurrencebidrag var kommet ind til årets udgave af Venture Cup Øresund, da deadline for første etape udløb klokken 12 i dag. Det er mere end dobbelt så mange sammenlignet med første etape sidste år.
For første gang deltog også Fyn i Venture Cup Øresund, og interessen har været stor, fortæller adm. dir. Tanveer Sharif. Så stor at det kan blive aktuelt med en selvstændig Venture Cup Fyn næste gang, hvis de 20-25 indleverede bidrag har tilstrækkelig høj kvalitet.
Den 11. december uddeles priserne i første etape. Ti hold modtager hver 5.000 danske kroner. Finalen afgøres den 16. maj næste år. Vinderen får 200.000 danske kroner.