Danske business angels i modsætning til de skånske – reducerede investeringerne i fjor

Når Connect Denmark opsummerer 2009, er tendensen tydelig. Forretningsenglene holdt godt fast i tegnebogen, og investeringerne faldt med 25 procent.

I alt fik godt 20 virksomheder tilført et beløb på i alt 74 millioner kroner via Connect Denmarks netværk sidste år. Det kan sammenholdes med 2008, hvor 38 virksomheder fik tilført 98 millioner kroner. Udviklingen er helt modsat den, vi oplever i Connect Skånes netværk, hvor investeringerne, som Rapidus for nylig kunne rapportere, steg i 2009.

-- Faldet skyldes flere ting. I krisetider tager man sig i første række af de selskaber, som man allerede har investeret i, og nedgangen på ejendomsmarkedet i Danmark kan også have reduceret en hel del investorers aktiver, siger Henrik Brorsen, direktør for Connect Denmark.

Begge år stod forretningsengle for omkring en tredjedel af den tilførte kapital, og de resterende to tredjedele kom fra større aktører såsom venturefondene Northzone Ventures og Vækstfonden. Til forskel fra Connect i Sverige har Connect Denmark repræsentanter fra flere større fondsselskaber til stede, når der føres samtaler omkring investeringer blandt netværkets medlemmer.

At det generelt har været vanskeligere at finde investorer, mener Henrik Brorsen ikke udelukkende har haft negative konsekvenser.

-- Virksomhederne har fået et mere realistisk perspektiv. I takt med at det er blevet sværere at finde kapital, er også kvaliteten på de ansøgende virksomheder gået i vejret. Nu drejer det sig ofte om virksomheder, der har et færdigt produkt at fremvise, og som allerede har en vis omsætning, siger Henrik Brorsen.

Han oplever også, at markedet er blødt noget op i starten af 2010, hvor syv investeringer allerede er på plads i år.

Samtidig med at investeringerne er faldet, er antallet af virksomheder, som er aktive inden for Connect Denmarks netværk, øget markant, fra 220 i starten af 2009 til 330 i dag. Væksten skyldes delvist en satsning på at vokse sig større uden for hovedstadsregionen, hvor hovedparten af investeringerne stadig lægges. I alt er der nu omkring 800 aktive personer i netværket.

Af Joel Persson

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: